Business

Kasi-opgør: Pandora kan stoppe mig

Der hersker total-tavshed omkring Jesper 'Kasi' Nielsens og smykkegiganten Pandoras nyeste fejde - næsten. Selvom Jesper Nielsen har fået mundkurv på, har han alligevel valgt at varsko sit bagland om, at det måske vil lykkes Pandora at få ham fjernet som topchef i familiens nye smykkeeventyr: Endless Jewelry.

Det danske smykkefirma Pandora har ifølge en ny bog om Pandora anlagt en voldgiftssag mod Jesper Nielsen, der anklages for at brudt en konkurrenceklausul, hvor der står, at han skal holde sig ude af den globale smykkebranche frem til 2016.

Indtil nu har hverken Pandora eller Jesper Nielsen udtalt sig i sagen, der startede mandag og finder sin afslutning på fredag, men nu har den anklagede, Jesper Nielsen, der er i Danmark for at møde sin gamle arbejdsgiver, taget bladet fra munden:

På sin Facebook-væg adviserer han ifølge Berlingske Business sit bagland om et muligt nederlag:

- Måske kan de, på grund af deres stjerneadvokater, lykkes i at stoppe mig for en meget kort stund, men de vil aldrig være i stand til at stoppe Endless, skriver Kasi-Jesper.

Pandora kan blokere ham i to år

Vinder Pandora vil det betyde, at Jesper Nielsen ikke må fungere som topchef i sin nye virksomhed, Endless Jewelry. Først i 2016 må han vende tilbage, skriver Berlingske Business.

Og det vil i den grad spænde ben for det nye smykkeeventyr, som Kasi-Jesper har stiftet sammen med sin familie og en gruppe medarbejdere, og som ifølge eget udsagn vil nå en omsætning på 350 millioner kroner i år.

- Det er en virksomhed, jeg, min familie og en lille håndfuld dygtige hårdtarbejdende medarbejdere har skabt fra nul igen. Vi er lynhurtigt blevet aktive i 18 med 250 medarbejdere og næsten 3.000 partnere, der forhandler vores partnere, fortalte Jesper Nielsen til BT tidligere på året.

Forventer gigant-omsætning i år

Og der er fart over feltet. Blandt andet har selskabet hyret verdensstjernen Jennifer Lopez til at reklamere for det nye projekt 'Endless Jewelry', der primært sælger produkter som læder-armbånd med diverse charms og vedhæng, som man selv kan designe.

Hjælpen kommer dog fra en helt anden side af.

I august kom det frem, at Lars Seier Christensen, der er direktør i og en af mændene bag Saxo Bank, og en gruppe investorer havde skudt penge i Jesper Nielsens nye smykkeforretning Endless Jewelry.

Og skal man tro Lars Seier Christensen, ved Pandora ikke, hvem de er oppe imod.

- Man kan sige meget om Pandora, men de er altså ikke ret smarte! god stil præger dem heller ikke, skrev han på Facebook, da det kom frem, at Pandora havde anlagt en voldgiftssag.

- Tror ikke helt de har forstået hvem og hvad de er oppe imod nu!, lød beskeden, der er at finde på forretningsmandens væg.