Business

10.000 kroner: Så meget koster bankernes høje renter dig

En opsigtsvækkende rapport fra Aarhus Universitet, der er udgivet i tidsskriftet Finans/Invest, afslører, at de danske bankrenter er højere, end de behøver at være. Og det koster forbruger dyrt, rigtig dyrt, viser en beregning.

Undersøgelsen konklusion er, at de danske banker i gennemsnit tager en overpris på 2,5 procentpoint for at låne penge til private, og det betyder merudgifter på mange tusinde kroner for forbrugerne, lyder det fra Mybanker.dk, der har regnet på sagen for tv2.dk.

Helt konkret betyder bankernes 'over-renter', at man som almindelig låntager i løbet af ti år ender med at betale 10.000 kroner mere for et boliglån på 100.000 kroner, end man reelt behøvede.

Og det vel at mærke efter skat og ikke mindst, at man har afdraget på sin gæld undervejs. Har man ikke det, bliver det endnu dyrere, viser beregningen.

- Beregningen viser, at det er vigtigt, at man ser sig for. Er man villig til at forære 15.000 kroner før skat til banken, hver gang man låner 100.000 kroner, så skal man gøre det. Det ville jeg måske bare ikke gøre, siger Morten Westergaard, der er partner i Mybanker.dk.

Det koster 5.000 kroner om året

Afdrager man ikke på sin gæld ender bankernes overpris på 2,5 procent med at koste forbrugerne ca. 17.000 kroner efter skat, og har man lånt mere end 100.000 kroner, koster det i sagens natur endnu mere, viser tallene.

Andre beregninger viser, at merudgiften ikke bare er fiktiv. Hvis undersøgelsen holder stik, betaler en almindelig dansk familie 5.000 kroner i overpris for banklån hvert eneste år, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

Tallene kommer ikke bag på Hans Peter Christensen, der er partner og stifter af rådgivningsvirksomheden Uvildige.dk. Tv2.dk har bedt ham kommentere på beregningen fra Mybanker.dk, og han er meget enig i bankportalens betragtninger.

- Det er mange penge at betale ekstra, når man tager i betragtning, at det ikke er noget, man får noget ud af som kunde. Det er 10.000 kroner, man smider ud af vinduet, siger Hans Peter Christensen til tv2.dk.

Rådgiveren mener, at bankernes høje priser reelt koster danskerne meget mere end 10.000 kroner.

Det kan koste 30-40.000 kroner

- Typisk er folks boliglån væsentligt større end 100.000 kroner. De kan sagtens være på 300.000 eller 400.000, så man skal nok gange udgiften med tre eller fire, siger Hans Peter Christensen.

Typisk betaler danskernes også mere end 2,5 procent for meget i rente, er hans erfaring.

- Det her er en gennemsnitsbetragtning. Vi har set eksempler på folk, der har fået sat deres renter ned med fem procent, siger han til tv2.dk.

Og de kunder har betalt store summer for bankernes høje priser, lyder det.

Ifølge Mybanker.dk er det ikke ualmindeligt, at de danske betaler omkring otte procent på et boliglån i banken, og det kan ifølge Hans Peter Christensen gøres væsentligt billigere.

- Du kan komme helt ned og nøjes med at betale 4,75 og 5 procent i rente, hvis du har en god økonomi - eksempelvis, hvis du har et realkreditlån og et boliglån på kun 100.000 kroner, siger han til tv2.dk.

Ægtepar sparede 34.000 kroner

Man skal gå kritisk til værks og tjekke alle sine bankforretningerne, lyder rådet.

- Boliglånet er bare én ting. Vi har hjulpet en kunde - et ægtepar - hvor de godt nok havde et relativt billigt boliglån på seks procent, men hvor billånet lå på 8 procent, og hvor de betalte omkring 12 procent på et lille forbrugslån, siger Hans Peter Christensen.

Parret havde en fornemmelse af, at de samlet set havde rimeligt gode vilkår i banken, men der tog de fejl. Der var masser af penge at spare, viste det sig.

- De fik alle lånene lagt over i boligen, og det første år sparede de 34.000 kroner før skat. De sparede lidt ekstra, fordi de i forvejen ikke havde fuld belåning i realkreditten, men hvis det ikke havde været tilfældet, havde de nok alligevel sparet omkring 25.000 kroner, siger Hans Peter Christensen.

- Det er altså helt almindelige kunder, vi taler om her, og dem er der masser af, tilføjer han.

Du skal ikke acceptere et nej

Det kan være vanskeligt at stille meget op, hvis økonomien er så dårlig, at man ikke kan skifte bank, men er økonomien på plads, er der masser af albuerum til at vride nogle bedre aftaler ud af rådgiveren, mener Hans Peter Christensen:

- Du skal presse på, selvom bankrådgiveren siger, at han ikke kan gøre noget, for det kan han ofte. Bankerne har ofte nogle kampagner kørende og nogle skuffelån til de kunder, som er særligt opmærksomme på priserne.

Er man det, kan man få fat på disse særlige lån, der tæller billige billån, energilån og andet, fortæller rådgiveren. Og det er vigtigt, at man er kritisk.

- Kan man som almindelig kunde ikke komme under 6-7 procent på sit boliglån, så er der noget galt, mener han.

Ifølge undersøgelsen er det særligt de mindre banker, der har skruet op for priserne. Her er udlånsrenterne op til 4,2 procentpoint for høje, lyder det.

De små banker kan også flytte sig

Den tendens nikker Hans Peter Christensen genkendende til, men det betyder ikke, at man skal skifte bank, siger han. De små banker kan også give sig lidt, er hans erfaring.

- Der er nogle af de små banker, der godt kan skrue på knapperne, hvis de vil have fat i en kunde, men ser man på prisbogen, kan jeg bekræfte billedet af, at de små banker er lidt dyrere, end de store er.

Hvor meget man kan hente i besparelser i banken afhænger dog af, hvem man er, og om man er god til at handle.