Business

Sanktioner kan koste Danmark mia.

Usikkerheden om hvor meget dansk eksport vil blive påvirket af sanktioner mod Rusland er stor, men Dansk Industri vurderer, at eksport til en værdi af tre milliarder kroner kan blive berørt.

Det skriver Berlingske Business.

Udmeldingen fra DI kommer efter, at EU har raslet med sablen og truet med skrappere sanktioner mod Rusland, på grund af situationen i Ukraine, de seneste uger.

Omfanget af den danske eksport til Rusland udgør årligt omkring 18 mia. kr., hvilket gør det store østlige land til Danmarks 13. største eksportmarked. Dertil kommer, at en række danske virksomheder har produktionsanlæg i Rusland. Det gælder blandt andet Rockwool, Novo Nordisk, Grundfos og Carlsberg.

Dermed kan hårdere sanktioner mod Rusland ramme danske virksomheder og dansk økonomi og koste milliarder af kroner. DI peger dog på, at den vigtigste omkostning kan være mere langsigtet.

- Det betyder ikke så meget, om det er en lille eller stor del af den danske eksport, der kan blive berørt. Det afgørende er, at der bliver skabt usikkerhed om, hvordan de fremtidige handelsforhold med Rusland bliver, udtaler Peter Bay Kirkegaard chefkonsulent i DI, til Berlingske Business.