Business

Økonom: Drop pensionen - betal din gæld

Knap 500.000 danskere taber på at spare op til pension. I stedet skal de betale deres gæld, råder økonom.

Afdrag på gæld er en underkendt opsparingsform, som flere danskere burde få øjnene op for. Sådan lyder opfordringen fra Kim Valentin, direktør for Finanshuset Fredensborg, som yder finansiel rådgivning.

Knap en halv million pensionister får nu så lidt ud af deres pensionsopsparing, at det svarer til, at de betaler topskat eller mere. Det viser en analyse, som Danica Pension har foretaget for Politiken.

- Pensionsordninger er ikke længere den store guldgrube. I langt de fleste tilfælde er det en bedre idé at afdrage noget gæld, siger Kim Valentin til Ritzau.

Pensionsopsparingen bliver en dårlig forretning for flere, fordi systemet er indrettet sådan, at jo mere man selv har sparet op, desto mindre får man fra det offentlige.

Det er især mellemindkomstgruppen af blandt andre skolelærere, sygeplejersker og politifolk, som har sparet meget op via arbejdsmarkedspensioner, der får mindre ud af deres pensioner.

Får man eksempelvis udbetalt 100.000 kroner årligt fra sin pensionsopsparing, koster det 60.350 kroner at få pengene udbetalt, fordi ældrechecken bortfalder, og tillægget til folkepensionen bliver mindre, viser Danicas beregninger.

Dermed bliver der trukket 60,35 procent fra det udbetalte beløb - mere end topskatten på 58,40 procent.

- Man skal godt nok få udbetalt sin pension med hovedet under armen, hvis det er tilfældet. Men for mange almindelige danskere er pensionssystemet en jungle, siger Kim Valentin.

Et andet alternativ til pensionsopsparingen er at sætte sine penge i aktier. Men det er en risikabel løsning, advarer Valentin:

- Det vil være relativt få mennesker, der kan tåle den risiko. Desuden giver det afkast, man får på aktierne, også modregninger i pensionstillægget. Det gør tilbagebetaling af gæld ikke - det giver ikke modregninger nogen steder.

Kim Valentin understreger dog, at mange er tvunget med i en pensionsordning.

Skatteminister Morten Østergaard (R) udtaler til Politiken, at han vil sikre, at det kan betale sig at spare op.