Business

Her er de dyreste sommerhusområder: Har du råd til at eje?

Der kan være væsentlige prisforskelle, når man shopper sommerresidenser i Danmark.

Det viser en ny opgørelse fra ejendomsmæglerkæden Nybolig.

Ejendomsmæglerkæden har rystet en række nye tal ud af Boligmarkedsstatistikken og udarbejdet en topti-liste over de dyreste og mest efterspurgte sommerhusområder i Danmark.

Øverst på listen over de dyreste områder ligger ikke overraskende de nordsjællandske sommerhuse.

Eksempelvis i området Tisvildeleje, hvor et 80 kvadratmeter stort sommerhus gennemsnitligt koster 2 millioner kroner, skriver Nybolig.

I bunden af artiklen kan du selv klikke rundt på sommer-boligmarkedet og finde kvadratmeterpriser og liggetider i dit foretrukne sommerhus-område.

Overvejer man rent faktisk at købe et sommerhus, bør man dog lige standse op og tænke sig om en ekstra gang. Det kan nemlig være, at det bedre kan betale sig at leje end at eje, lyder det fra Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Top ti: Her er de dyreste sommerhusområder (gennemsnitspriser):

1 Tisvildeleje:

2.035.080 kr.

2 Hornbæk:

1.865.340 kr.

3. Odder:

1.747.800 kr.

4. Hundested:

1.608.840 kroner

5. Liseleje:

1.590.860 kroner

6. Blåvand:

1.570.120 kroner

7. Rørvig:

1.532.440 kroner

8. Fanø:

1.522.520 kroner

9. Juelsminde:

1.495.880 kroner

10. Hjørring:

1.412.100 kroner

Kilde: Nybolig

Her er de dyreste sommerhuse

Ikke overraskende viser opgørelsen, at fem af de 10 dyreste sommerhusområder i landet ligger på nordkysten af Sjælland.

Efter Tisvildeleje følger nordsjællandske sommerhusområder som Hornbæk, Hundested, Liseleje og Rørvig, hvor et feriehus i øjeblikket gennemsnitligt sælges i prislejet 1,5 og 1,8 millioner kroner.

Flytter man blikket til Jylland, er det områder som Saksild og Rude Strand syd for Aarhus, Blåvand, Fanø, Juelsminde samt Lønstrup/Nørlev/Skallerup Klit ved Hjørring, der topper listen, skriver Nybolig.

Her ligger priserne i snit mellem ca. 1,4 og 1,7 millioner kroner.

- Sådan ser billedet ud i de mest attraktive områder. De fleste steder koster sommerhusene imidlertid langt mindre. Størsteparten af fritidsboligerne i Danmark sælges faktisk til under 1,5 mio. kr., og der er masser at vælge imellem. Udbuddet er stort, og priserne ligger fortsat godt 20 pct. under toppen i 2007, fortæller Kim Pauli, der er pressechef i Nybolig.

Så længe kan du leje et sommerhus

Det bekræfter Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Sommerhusene ligger fortsætter langt under topniveauet inden krisen, men det betyder ikke, at man skal tage hovedet under armen og shoppe amok i ferieboliger, lyder det fra økonomen.

Man kan nemlig leje et sommerhus i flere uger, inden det kan betale sig - rent økonomisk - at købe sit eget, oplyser han.

Faktisk kan man gennemsnitligt leje et sommerhus i ti uger, inden det kan betale sig at købe sit eget, hvis man regner med gennemsnitspriserne, viser cheføkonomens beregninger.

- Forholdet mellem det at leje og eje et sommerhus er blevet bedre nu i forhold til tidligere, da priserne på sommerhuse er faldet, og renten er så lav, som den er. Der er blevet færre uger, du kan leje sommerhus for, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Prisen er ofte underordnet

Han erkender dog, at det ikke altid er det økonomiske rationale, der afgør om folk køber feriebolig eller ej.

- Mit regnestykket er den hardcore økonomiske betragtning. Nogle vil synes, det er dejligt at få noget variation i hverdagen og vil foretrække at leje flere forskellige sommerhuse i løbet af året, mens andre gerne vil have muligheden for at kunne bruge sit sommerhus efter, hvad der passer dem og indrette det, som de vil, siger han.

Det bør da også være afgørende, mener cheføkonomen.

- Et sommerhus er noget, du skal købe på grund af nytteværdien. Det bør ikke være investeringsværdien, der skal stå i centrum. Hvis du gerne vil investere og gerne vil tjene penge, så er der andre markeder, du bør kigge på - eksempelvis på obligationer og aktier, der er mere oplagte markeder, lyder Christian Hilligsøe Heinigs råd.

Overvej at leje før du vil eje

- Det er ikke risikofrit at købe et sommerhus. Hvis man i forvejen har en masse penge bundet op i mursten i sit eget hus, så kan man blive ekstra hårdt ramt, fortsætter han.

Går man i sommerhus-tanker, og er man helt ny på markedet, bør man derfor først overveje at leje, inden man vil eje, da det langt fra er gratis at købe og sælge et sommerhus, lyder det.

- Uanset hvad, så skal man tænke sig rigtigt godt om, slutter cheføkonomen.

Alle tal er leveret af Nybolig.