Business

Bankerne skal passe bedre på unge

Et enigt udvalg anbefaler erhvervs- og vækstministeren, at bankerne skal tage særligt hensyn til børn og unge, når de laver markedsføring og rådgiver om bankprodukter.

Børn og unge kan være nemme at påvirke.

Derfor skal bankerne i deres markedsføring og rådgivning fremover tage særligt hensyn til netop denne gruppe mennesker og ikke udnytte deres ofte sparsomme kendskab til og forståelse for økonomi.

Det anbefaler et enigt Udvalg om erstatningsansvar ved rådgivning om finansielle produkter tirsdag, skriver Erhvervs- og Vækstministeriet på sin webside.

- Det er helt naturligt for mig, at bankerne bør tage særligt hensyn til børn og unge. Og det bør selvfølgelig være klart for bankerne, at de har et særligt ansvar for kunder med ringe kendskab til økonomi, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen i en pressemeddelelse.

Anbefalingen kommer kort tid efter, at en ny undersøgelse fra Finansrådet slog fast, at unge optager gæld uden at have styr på begreber som låneomkostninger, ÅOP, afkast og renter.

Bankerne skal ikke kunne løbe fra ansvaret

Udvalget anbefaler også, at hvis bankkunder i fremtiden får kritisabel rådgivning af deres bank, som strider imod reglerne i god skik bekendtgørelsen, skal det spille ind ved vurderingen af bankernes erstatningsansvar.

- Jeg er også enig med udvalget i, at bankerne ikke skal kunne løbe fra deres ansvar. Får kunderne ikke den rådgivning, som de er berettiget til efter reglerne, skal det have betydning for bankernes ansvar og muligheden for at kræve erstatning. Det er kun rimeligt, siger Henrik Sass Larsen.

Udvalget med det knap så mundrette navn blev nedsat, fordi et stigende antal bankkunder i kølvandet på finanskrisen oplevede, at de havde fået dårlig eller mangelfuld rådgivning af deres bank.