Business

Kontanthjælps-klemme: Syge taber millioner på at vinde over kommunen

Tvivlsomme regler koster syge og arbejdsløse fem-ti millioner kroner om året.

For når de vinder sager mod kommunerne, mister de i stedet deres kontanthjælp. Det skriver Avisen.dk.

Kræftens Bekæmpelse, Danske Handicaporganisationer og Den Sociale Retshjælp anklager nu beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for at sidde på hænderne i en sag, hvor alvorligt syge og svage borgere snydes for penge på grund af kommunale fejl.

- Mette Frederiksen har udtalt, at det vil koste 5-10 millioner kroner årligt at ændre på loven. Har vi råd til at lade være? Et retssamfund bør tage hånd om sine borgere, og ikke skabe lovgivning, der gør det muligt at forringe vilkårene for svage borgere og tilmed tjene på det, siger Sandy Madar, direktør for Den Sociale Retshjælp til Avisen.dk.

Mange danskere bliver snydt for offentlige ydelser, de egentlig har ret til, også selvom de klager til Ankestyrelsen og vinder.

For når de får efterbetalt de penge, de blev snydt for i første omgang, trækker kommunen præcis et samme beløb i deres kontanthjælp.

Nu er de nemlig for rige til at få kontanthjælp.De regler betyder, at kommunerne tjener penge på at begå fejl.

Kræftens Bekæmpelse, Danske Handicaporganisationer og Den Sociale Retshjælp mener, at problemet med efterbetalingerne er en markant forringelse af retssikkerheden.

De er derfor gået sammen om at skrive til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen for at få ændret reglerne.

For snart otte måneder siden lovede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ellers at se på problemet.

Det skete efter Avisen.dk skrev om sagen.

Blandt andet om Deniz Mercan, der vandt sin sygedagpengesag mod Aalborg Kommune, men alligevel tabte 40.000 kroner.

Dengang bad beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sine embedsmænd se på sagen.

Siden har de tre organisationer løbende fulgt op, men der er ikke sket noget.

Professor i socialret Kirsten Ketscher mener ikke, at Ankestyrelsens principafgørelser er korrekte.

- Det er det, man kalder en meget borger-uvenlig praksis, som jeg ikke mener, er i overensstemmelse med loven. Det er jo fuldkommen kugleskørt at anvende den regel, Ankestyrelsen bruger. En formue er noget, man har sparet op. Ikke noget, der er opstået på grund af en fejl i kommunen, siger Kirsten Ketscher til Avisen.dk.

Hun opfordrer dem, der bliver ramt, til at klage videre, og om muligt anlægge sag ved domstolene.

- Det er en uforskammethed uden lige. Først laver kommunen en fejl, og så sparer den på det, siger Kirsten Ketscher.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) siger til Avisen.dk, at det vil kræve et politisk flertal for at finde de ti millioner en lovændring.