Business

Her finder virksomheder ansatte

Hvor går cheferne hen, når de mangler en ny medarbejder?

Mange bruger lokale fagforeninger. Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for 3F.

Det skriver Avisen.dk.

47 ud af 48 lokalafdelinger svarer, at de får henvendelser fra virksomheder, der har ledige stillinger.

Beskæftigelseschef: Det ser fint ud

På tre måneder kom der 544 henvendelser fra danske firmaer.

Og på en række centrale områder viser undersøgelsen, at der er en tydelig kontakt mellem fagforeningers afdelinger og virksomhederne i forhold til rekrutteringsaftaler og jobformidling.

- Det ser rigtig fint ud, det er der ingen tvivl om. Det er i medlemmernes dybe interesse, at afdelingerne har god kontakt til virksomhederne. Det er det, vi taler om i det konkrete tilfælde, siger Vibeke Jensen, beskæftigelseschef i Aarhus Kommune til Avisen.dk.

Hun er også medlem af det ekspertudvalg, der netop har afgivet deres anbefalinger til et nyt beskæftigelsessystem.

Hun kommenterer gerne den konkrete undersøgelse, men vil ikke gå ind i en sammenligning af a-kasser og jobcentre.

Den kommende beskæftigelsesreform skal netop tage stilling til om a-kasserne skal spille mindre rolle for at få ledige i arbejde, mens jobcentrene tildeles en større.

- Undersøgelsen er vigtig for os, fordi den dokumenterer, at vi rent faktisk formidler job. Det kan vi kun, fordi vi har den faglige kasket på, hvor a-kasse og fagforening er samlet. Vi ved, når en byggeplads eksempelvis mangler et murersjak, siger Søren Heisel, forbundssekretær i 3F til Avisen.dk.

Konkrete aftaler med virksomheder

Hver fjerde af af 3F's afdelinger har indgået aftaler med konkrete virksomheder, hvor de står for hovedparten af virksomhedernes rekruttering.

Chefkonsulent Jørgen Bang-Petersen fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener det er positivt, at a-kasserne melder sig ind i kampen og hjælper deres ledige medlemmer tilbage i job.

- Det er jo noget nyt, for tidligere undersøgelser har jo klart vist, at få ledige har oplevet, at deres a-kasser hjalp dem i arbejde, udtaler Jørgen Bang-Petersen i et skrifteligt svar til Avisen.dk.