Danske Bank henter COO i USA

Danske Bank har udnævnt Jim Ditmore til Group COO og medlem af bankens direktion. Udnævnelsen sker med virkning fra den 21. april.

Jim Ditmore får ansvaret for Group IT og Group Services. Han kommer fra en stilling som senior vice president i Allstate Insurance, hvor han har haft ansvaret for it og teknologi-infrastruktur.

- Jim Ditmore har mange års erfaring med IT udvikling og -drift i store finansielle virksomheder. Han vil få en vigtig rolle i arbejdet med at indfri vores ambition om at blive den foretrukne finansielle partner for vores kunder, og jeg ser frem til at byde ham velkommen, siger administrerende direktør Thomas F. Borgen ifølge en meddelelse.

En af Jim Ditmores væsentlige opgaver bliver at medvirke til at styrke Danske Banks digitale løsninger til privat- og erhvervskunder.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk