Business

Forbrugerrådet Tænk: Der er massivt behov for gældsrådgivning

Antallet af personer, der henvender sig med smerter i privatøkonomien stiger, viser en ny opgørelse fra Forbrugerrådet Tænks gældsrådgivninger.

Tendensen får Forbrugerrådets formand, Anja Philip, til at slå løs på alarmklokkerne:

Der skal undervises mere om privatøkonomi i de danske folkeskoler, og der skal en rente over de såkaldte hurtiglån - nu, lyder hendes opfordring.Gældsrådgivningens fem centre i Esbjerg, Odense, København, Aalborg og Nykøbing Falster gav sidste år gældsrådgivning til 2592 borgere, hvilket er en stigning på hele 68 procent i forhold til året før, skriver Forbrugerrådet Tænk i en meddelelse.

'Kunderne' står i kø

- Vi er glade for, at vi har kunnet hjælpe så mange, der er havnet i uoverskuelig gæld. Desværre er vores oplevelse fra rådgivningsstederne, at behovet for gældsrådgivning fortsat er enormt. Overgældssætning er et problem or den, der skylder penge og deres familier, men er samtidig en samfundsøkonomisk udfordring. Der er derfor brug for, at der også kommer fokus på, hvordan man kan forebygge problemerne, siger Anja Philip.

I de år, hvor den gratis gældsrådgivning har været tilgængelig, har de gældsplagede borgere nærmest stået i kø for at få hjælp, og Forbrugerrådet Tænks lokale centre har haft ventelister i flere af årene, lyder det.

Det har fået Forbrugerrådet Tænk til investere i flere centre og flere medarbejdere - en udviklingen drevet af stigende gældsproblemer blandt danskerne.

Rekordantal danskere er dårlige betalere

I januar viste en rapport fra Experian, at der i dag står over 230.000 danskere registreret som dårlige betalere i RKI, og dét er det højeste tal nogensinde.

Rapporten fra Forbrugerrådet Tænk konkluderer, at sociale begivenheder som arbejdsløshed, sygdom og skilsmisse ofte er skurkene, der forårsager den økonomiske hovedpine.

Når danskernes økonomi begynder at brænde, forsøger flere at slukke ilden med forbrugslån.

Hurtiglån: ÅOP på over 1000 procent

Dermed kommer de ind i en farlig spiral med dyre lån, hvor den ene ildebrand antænder den næste.

- Vi oplever, at en betydelig del af de gældsramte, der er i kontakt med vores centre kæmper med konsekvenserne af de såkaldte hurtiglån, hvor vi har set eksempler på årlige omkostninger ved lånet - det såkaldte ÅOP - på over 1000 procent. Politikerne burde sørge for et loft over, hvor meget et lån kan koste, så folk der fx ikke kan låne penge andre steder ikke ender i gældssumpen, siger Anja Philip.

Derudover mener hun, at man bør sætte tidligt ind og undervise de unge i privatøkonomi i skolerne ældste klasser.