Business

Pensionist taber opgør med selskab om rente

SEB Pensionsforsikring A/S vinder principiel retssag om beregning af rente. Forbrugerrådet lider nederlag.

Østre Landsret har mandag frifundet et pensionsselskab i en principiel strid om, hvordan en rentegaranti skal beregnes.

Spørgsmålet er, om rentegarantien skal forstås sådan, at der årligt skal tilskrives den lovede rente - eller om renten blot skal beregnes som et gennemsnit over årene.

I retssagen har Forbrugerrådet ført ordet for den pensionerede læge Helge Gøttsche, som mener, at han er blevet snydt for den årlige tilskrivning af en rente på 4,5 procent.

Hvis han havde fået medhold, risikerede pensionsselskaberne at skulle af med milliarder af kroner til tusinder af andre kunder.

Ifølge pensionsrådgivningsfirmaet Invensure kunne regningen løbe op i mindst 20 milliarder kroner, har firmaets direktør, Søren Andersen, tidligere sagt til dagbladet Børsen.

Men resultatet af striden er altså blevet, at landsretten har frifundet SEB Pensionsforsikring A/S.

Landsretten fastslår, at der i den pensionerede læges to rateforsikringspensioner tegnet i 1982 og 1986 ikke findes løfter om en bestemt årlig forrentning.

Heller ikke i forsikringstilbuddet og i en såkaldt forsikringsbegæring står der noget om en garanteret årlig forrentning.

Ganske vist har pensionisten hvert år fået en depotoversigt, som frem til 2009 viste, at renten var på 4,5 procent eller derover.

Men det kan ikke forstås derhen, at kunden er blevet garanteret en årlig tilskrivning, lyder det.

Heller ikke bestemmelser om tilbagekøb giver grundlag for kravet om en årlig tilskrivning, fremgår det af dommen.