Her er de 10 mest solgte julebryg

Fredag aften slippes julebryggen fri i anledning af J-dag, og det er fortsat Tuborg Julebryg, der er danskernes mest foretrukne juleøl

Sneen falder tidligt i år. Det er nemlig første fredag i november, og det betyder, at øl- og juleelskere i hele landet kan glæde sig over, at julebryggen slippes fri i aften kl. 20.59 på landets værthuse og diskoteker.

De næste to måneder sælges den klassiske julebryg også i landets butikker, og når vi når frem til december er hver tiende øl, der bliver solgt i Danmark, den traditionelle julebryg.

Tuborg Julebryg fra 1981 er fortsat danskernes foretrukne julebryg. Det bekræfter Carlsberg over for tv2.dk.

J-dag var i fare

Ligesom sidste år er det Royal X-Mas Blue, der indtager andenpladsen på salgslisten, men i forhold til sidste års liste over de 10 mest solgte juleøl er Royal X-Mas White hoppet tre pladser op og ligger som den tredjemest solgte juleøl. Til gengæld er både Blaa Julebryg og Carlsberg 47 dumpet et par pladser ned på salgslisten.

Carlsberg, der står bag Tuborg Julebryg, var ellers tidligere på ugen bange for, at J-dagen nogle steder i landet måtte aflyses, fordi mandagens orkan havde sat 10 kraner ud af drift på Carlsbergs bryggeri i Fredericia.

Heldigvis for danske ølelskere kunne Carlsberg senere bekræfte, at julebryggen nok skulle nå ud til bryggeriets kunder.

I afstemningen kan du være med til at afgøre, hvilken julebryg der smager bedst.

De 10 mest solgte julebryg

  • 1 Tuborg Julebryg
  • 2 Royal X-Mas Blue
  • 3 Royal X-Mas White
  • 4 Harboe Julebryg Luxus
  • 5 Blaa Julebryg
  • 6 Jacobsen Golden Naked Christmas Ale
  • 7 Harboe Julebryg
  • 8 Semper Ardens Christmas Ale
  • 9 Kongens Bryg Julemumme
  • 10 Carlsberg 47

Kilde: Nielsen DVH + Convenience + Hard Discount, Øl, Juleøl, Markedsandele i værdi, december 2012