Business

Her er verdens vildeste pengesedler

Verdens mest udbredte pengeseddel er blevet skiftet ud - se, hvordan den og andre ekstraordinære pengesedler ser ud

De amerikanske myndigheder har sendt den nye 100-dollar-seddel ud i samfundet. Udseendet på den verdenskendte dollarseddel blev allerede afsløret i 2010, men dens debut i de amerikanske pengepunge blev udskudt på grund af en produktionsforsinkelse.

Det har taget et årti at udvikle den nye pengeseddel for at gøre den så sikker som muligt. Det er den mest avancerede pengeseddel eller mønt i amerikansk historie.

Myndighederne har vævet noget 3D-lignende materiale ind i sedlen, så når du vipper sedlen, kan du se 100-taller, der bevæger sig side mod side eller op og ned. Samtidig er der en skjult klokke, der bliver grøn, når du bøjer sedlen.

Cirka 80 procent af den samlede amerikanske valuta består af 100-dollar-sedler. Man regner med, at der er cirka 8,2 milliarder 100-dollar-sedler verden over, hvilket gør den til den mest udbredte pengeseddel i verden.

Vanvittige sedler i Kasakhstan

Der er dog pengesedler i verden, der er mere kulørte end den velkendte amerikanske dollarseddel, skriver The Atlantic. Fælles for valutaen i Kasakhstan er, at de til forskel fra andre landes valuta har et fælles fantasitema, samt at de nærmest er små kunststykker i sig selv.

Samtlige sedler har et vis særpræg og en bestemt stil over sig og skifter regelmæssigt udseende. I 2012 vandt 5000-tenge-sedlen fra Kasakhstan prisen som årets internationale pengeseddel.

Sedlen, der har en værdi af cirka 176 kroner, har et portræt forrest og et landskab bagerst, en overvældende række sikkerhedsfunktioner vævet ind i designet og blækket, og selve designet er propfyldt med en collage af kasakhstanske nationalikoner, heriblandt monumenter, præsidentboliger, nationalsymboler, flag og ikke mindst to duer, der svæver over et par pantere.

Verdens flotteste pengeseddel

Også i 2011 snuppede Kasakhstan prisen som årets pengeseddel - dengang med 10.000-tenge-sedlen. Og den tidligere sovjetstat går også efter prisen i 2013, hvor Kasakhstan har nomineret landets 2000-tenge-seddel. Den består af en silhuet af landet med en flod i midten og massevis af monumenter og forskelligfarvede antiloper.

IBNS Banknote of the Year ærer hvert år den pengeseddel i verden, der er mest ekstraordinær. I 2013 er den mexicanske 50-peso-seddel og den europæiske fem-euro-seddel også nomineret. Du kan se de seneste 10 års vindere på nedenstående liste.

2012: Kazakhstan (5000 tenge)

2011: Kazakhstan (10.000 tenge)

2010: Uganda (50.000 shillings)

2009: Bermuda (2 dollar)

2008: Samoa (20 tala)

2007: Skotland (50 pund)

2006: Comorerne (1000 franc )

2005: Færørene (1000 kroner)

2004: Canada (20 dollar)

Kilde: International Bank Note Society