Business

Danske Bank-boss: Vi er blandt verdens bedste

Danske Banks nye topchef Thomas Borgen træder frem for offentligheden i dag. Og det er en mand med selvtillid, der møder danskerne.

Adm. direktør i Danske Bank Thomas Borgen peger på kunderne som Danske Banks nye hovedfokus. Det er medarbejderne og Danske Banks digitale løsninger, der skal gøre kunderne tilfredse og skaffe resultater til aktionærerne.

En af topchefens forhåbninger er bankens digitale produkter.

- Vi er næsten verdensledende på digitale løsninger, siger han til tv2.dk og peger blandt andet på funktionen MobilePay som en af Danske Banks unikke digitale løsninger.

Direktørens egen rolle bliver at skabe de rigtige rammebetingelser for kunderne, mener han.

- Jeg skal vurdere, hvordan vi tilrettelægger det for medarbejderne, så de kan servicere kunderne bedst muligt. Jeg har arbejdet med kunder i 25 år - kunder er den sikreste vej til langsigtet vækst. Når kunderne er tilfredse, så kommer de i butikken. Det handler om at levere kvalitet. Gør man det, så vil aktionærerne også få afkast og blive tilfredse.

Et afkast til aktionærerne, som ifølge de hidtil udmeldte målsætninger skal nå 12 procent i 2015. Analytikere og investorer har dog hidtil stillet spørgsmålstegn ved, om det kan lade sig gøre.

Til tv2.dk siger Thomas Borgen nu, at han vil gennemgå forudsætningerne for at nå denne egenkapitalforrentning.

- Nu går jeg igennem forudsætningerne med bestyrelsen. Og det er et arbejde, som vi er i gang med nu. Det bestyrelsen og det som jeg har meldt ud er, at vores ambitioner står klart og tydeligt. Der er ingen ændring. Men de ambitioner er baseret på en række forudsætninger, siger han.

-