Business

Kæmpe luftskib kan revolutionere lufttransporten

Et amerikansk selskab påstår at have fundet den bedst tænkelige måde at transportere gods på, og nu er den første prototype af fartøjet klar.

Den første prototype af et fragtluftskib, der skal revolutionere lufttransporten, er nu færdigt.

Der er tale om luftskibet Aeroscraft, som også kan bruges til persontransport, skriver magasinet Business Insider ifølge epn.dk.

Det er det Los Angeles-baserede selskab Worldwide Aeros Corp., der står bag luftskibet.

År tilbage fik selskabet godkendelse til denne type luftskib af de amerikanske luftfartsmyndigheder, og ny teknologi gør det muligt at styre det langt mere præcist end tidligere.

Nu skal det revolutionere lufttransporten:

- Der er tale om en revolution - vi skaber et helt nyt marked, forklarer opfinderen Igor Pasternak til Business Insider, som skriver at luftskibene, der havde deres storhedstid tilbage i 1920'erne og 1930'erne, meget vel gå en ny æra i møde.

I modsætning til fly kræver de nemlig hverken flyveplads eller landingsbane. Luftskibet Aeroscraft kan endda lande på vand, og bruger kun en tredjedel af den mængde brændstof, som et traditionelt transportfly bruger, oplyser selskabet bag.

Projektet, der får økonomisk støtte fra Pentagon, har dog lange fremtidsudsigter.

Det forventes, at de første luftskibe først kan benyttes af kunder i 2015, hvor det vil koster 25 millioner dollar at leje en lille model i et år.