Business

Teenagere startede firma for konfirmationspenge

Hvor nogle vælger at gå med aviser og andre vælger at lave absolut ingenting, har Simon Nielsen og Hjalte Skaarup lidt større planer for deres ungdomsarbejde.

16-årige Hjalte Skaarup og 15-årige Simon Nielsen giver ikke meget for ideen om, at nutidens ungdom er doven og ugidelig.

For blot et halvt år siden åbnede de en webshop kaldet onkelbillig.dk, der sælger mobiltilbehør, og siden da er det gået stærkt for de to fynske drenge.

- I starten var det kun venner og familie, der købte fra os, men efter vi lærte lidt om markedsføring på internettet, tog det fart, siger Simon Nielsen.

Fodboldtrøjer var for dyre

De to teenagere havde længe drømt om at starte deres eget firma, og da ideen om at lave en webshop blev foreslået, faldt brikkerne på plads.

- Vi overvejede i starten at lave en webshop med fodboldtrøjer, men vi kunne hurtigt konstatere, at det var for dyrt at importere, i forhold til hvor få penge vi havde. Lidt senere fandt vi frem til noget billigt mobiltilbehør fra Kina, og så brugte vi resten af vores konfirmationspenge på at importere de første covers hjem, siger Hjalte Skaarup.

Det var dog ikke alle, der kunne se det smarte i drengenes iværksætterdrømme. De fik tilbudt hjælp fra flere sider, der blev trukket tilbage, da man lærte drengenes alder at kende, og vennekredsen rystede på hovedet.

- I starten var der mange af vores venner, der tænkte, at det var sgu noget dumt at bruge sine konfirmationspenge på. Det gav os faktisk bare mere blod på tanden. Nu er der faktisk en del der synes det er fedt, det vi har gang i, siger Simon Nielsen.

Det ligger i blodet

Trangen til at starte sit eget firma kommer ikke fra fremmed kant. Hjaltes forældre har selv startet hjemmesiden sommerkjolen.dk, og drengene fik en masse vise ord med på vejen.

- Det har været en fordel i forhold til, hvad man skulle gøre med blandt andet momsregnskab, men det har også bare været dejligt med andres erfaringer. Specielt i opstartsfasen var det fedt at få hjælp til alt med skat, told og import, siger Hjalte Skaarup.

Selvom webshoppen kører med overskud og de investerede penge for længst er tjent ind, er det ikke nok for hverken Hjalte eller Simon. De to iværksættere vil dedikere deres gymnasietid til at gøre endnu mere ud af deres webshop.

- Vi tager først et år på efterskole, hvor min bror passer biksen imens. Vores største drøm er at kunne gøre vores firma til en levevej og med hårdt arbejde skal det nok komme, siger Simon Nielsen.