Business

Her er de otte største luksusbrands

Copenhagen Fashion Week sparkes i gang på onsdag, og for en tid bliver København centrum for glitz og glamour. I den forbindelse har vi kigget på nogle af de største luksusmærker i verden.

En luksusvare kan alene i kraft af sit brand være med til at give status til ejeren af produktet.

Forbes har lavet en ny liste over de mest værdifulde luksusbrands anno 2013, og listen domineres af flere tøjproducenter.

Naja Helene Hertzum fra Fashionforum.dk forklarer, at disse mærker har været rigtig gode til at værne om netop deres brand.

- Især Louis Vuitton er meget aggressive over for kopivarer. De bruger rigtig mange penge på at sikre deres brand, og har en række advokater, der næsten ikke laver andet, siger hun til tv2.dk.

Der er dog flere ting hun kan pege på, som de alle har tilfælles.

- De har alle en meget høj omsætning. De skal ikke ud og sælge 1000 toppe til en halvtredser, før de får mange penge ind, det kan gøres med langt færre genstande.

- De har også opbygget en form for heritage. Selvom der har været krise, har de ikke sænket priserne som nogle af deres konkurrenter, og dermed bibeholder de deres status.

Her kan du se listen over de 8 største luksusbrands, og hvor meget de er gode for ifølge Forbes:

1. Louis Vuitton - 132,98 milliarder kroner

2. Gucci - 53,29 milliarder kroner

3. Hermés - 34,85 milliarder kroner

4. Cartier - 31,02 milliarder kroner

5. Tiffany & Co. - 29,10 milliarder kroner

6. Burberry - 24,48 milliarder kroner

7. Prada - 24,08 milliarder kroner

8. Ralph Lauren - 22,78 milliarder kroner

Kilde: Forbes, Interbrand