Business

Oraklet skovler 25 milliarder hjem på tre måneder

Han har skaffet investorerne i sit selskab et afkast på mere end 580.000 procent siden 1965, og hans overskud buldrer videre viser et nyt regnskab fra hans selskab.

Han har gjort det igen, Warren Buffett - også kaldet 'oraklet fra Omaha'. Skaffet sine investorer og sig selv et enormt overskud i andet kvartal af 2013.

25,5 milliarder kroner. Sådan lyder overskuddet af investeringerne i andet kvartal for investerings-ikonet Warren Buffett. Resultatet er således blevet forbedret med 50 procent i forhold til sammen periode sidste år, viser regnskabet for hans investeringsselskab Berkshire Hathaway, der blev præsenteret fredag aften.

Wall Street er det eneste sted, hvor folk kommer i Limousine for at få gode råd af folk, der tager undergrundsbanen

Warren Buffett, storinvestor og 'orakel'

Og det er bestemt ikke et enestående tilfælde at den 82-årige investor skaber et milliardresultat til sig selv og investorerne i hans selskab. Manden, der via sine aktie-investeringer er kravlet op som nummer to på listen over verdens rigeste, har siden 1965 skabt et samlet afkast på 580.000 procent.

Lidt af en 'Rasmus modsat'

Til sammenligning har det øvrige amerikanske aktiemarked givet en afkast på 7.400 procent i samme periode, og det er derfor ingen tilfældighed at en af de mest sagnomspundne investorer, verden endnu har set, Warren Buffet, også bliver kaldt 'Oraklet fra Omaha'.

Blandt de rigeste amerikanere er han lidt af en 'Rasmus modsat', da han plæderer for højere skatter for de rige. Han siger selv, at han betaler godt 17 procent i skat, og det er alt for lidt, mener han, og langt mindre end den almindelige arbejdende amerikaner.

Udover sine krav til politikerne om højere skatter, har han på forhånd doneret langt det meste af sin formue til Bill Gates fond for velgørende formål. Dog først gældende fra den dag, han selv dør.

Legende for udsagn om investeringer

Udover de enorme afkast, han har skabt til sine investorer, er Warren Buffet blevet lidt af en legende for sine udsagn om investeringer, som for eksempel disse tre citater:

- Det er langt bedre at købe noget vidunderligt til en rimelig pris end at købe noget rimeligt til en vidunderlig pris

- Wall Street er det eneste sted, hvor folk kommer i Limousine for at få gode råd af folk, der tager undergrundsbanen.

- At folk er fulde af grådighed, frygt og dumhed, er forudsigeligt. Men rækkefølgen er ikke forudsigelig.

Warren Buffet startede som ung dreng med at tjene penge på blandt andet at udleje spillemaskiner til de lokale forretninger i hans hjemby Omaha. Formuen gik for alvor amok, da han i en tidlig alder fik øjnene op for aktiemarkedet. Den unge Warren Buffet viste sig nemlig at være en enormt dygtig såkaldt value investor. En strategi, hvor man køber aktier, der er værdisat lavere end deres reelle regnskabsmæssige værdi.

Warren Buffett har flere gange været helt på toppen af Forbes liste over verdens rigeste. Han er i dag verdens næstrigeste mand kun overgået af Microsoft-stifter Bill Gates.