Business

Kim sparede 15.000 på tandlægen i udlandet

Det blev en rigtig god forretning for 34-årige Kim Christensen, at han valgte at få lavet sin tand i Rusland

Kim Christensen mistede som 12-årige sin fortand og fik lavet en ny. Her mange år senere var tanden begyndt at smuldre, og det var tid til at få lavet en ny tand. Selvom Kim Christensen til dagligt bor og arbejder i Rusland valgte han alligevel at indhente et tilbud fra sin danske tandlæge:

"Jeg fik en pris fra min danske tandlæge på mellem 20 - og 22.000 kroner for et implantat og en ny porcelænstand," siger Kim Christensen til tv2.dk.

Kim Christensen valgte derfor at undersøge, hvad prisen ville være for samme behandling i Rusland, og det viste sig at være en god idé:

"Jeg endte med at betale seks tusinde kroner, inklusiv et implantat fra Tyskland. Altså en besparelse på omkring 15.000 kroner," fortæller han til tv2.dk.

Flyv billigt til Rusland

Kim Christensen arbejder som produktionsdirektør på en svinefarm i byen Lipetsk i det vestlige Rusland, men valgte at få tanden lavet i Sankt Petersborg:

"Der bor omkring fem millioner mennesker i Sankt Petersborg, og de private tandlæger er høj standard. Nu bor jeg i Rusland, så det er selvfølgelig nemt for mig, men det tager altså kun to timer med fly fra København og flybilletterne er billige."

Havde du betænkeligheder, ved at få behandlingen lavet i udlandet?"Overhovedet ikke. Der har jo lidt flere tænder at øve sig på herovre, og så længe, man går ind på en privatklinik, så er kvaliteten rigtig høj," siger Kim Christensen til tv2.dk.

Har du et råd til andre, der overvejer at tage til udlandet og få ordnet tænder?"Det sproglige kan selvfølgelig være en udfordring, men ellers kan jeg kun anbefale folk at tage til Rusland, hvis de vil spare nogle penge på tandlægeregningen," siger Kim Christensen.

SAS flyver direkte fra København til Sankt Petersborg, og en returbillet kan ofte fås under 2000 kroner.

Kunne du finde på at tage til udlandet og få lavet tænder? Stem i boksen til højre.