Business

I dag bliver det dyrere at gå til tandlægen

Ser her, hvor meget priserne stiger

Det kan i sig selv være en mindre behagelig oplevelse at være patient i liggestolen hos landets tandlæger. Fra i dag bliver besøget hos den onde mand i den hvide kittel dog endnu dyrere.

Sundhedsminister Astrid Krag har nemlig fjernet tilskuddet til den ydelse, der er fagsprog hedder 'kontrol af diagnostisk fund ved diagnostisk undersøgelse' - som er en kontrol, der gives til patienter, der har været til en undersøgelse.

Ifølge tandlægeforeningen gives den kontrol til stort set alle danskere, der går til kontrol mere end en gang om året. I alt udfører de danske tandlæger omkring 1,7 millioner af den slags ydelser om året.

De unge betaler prisen

Helt konkret stiger brugerbetalingen for ydelsen fra 122,47 kroner til 204,12 kroner for alle, der er fyldt 26 år. Det er en stigning på 67 procent. Prisen for de unge mellem 18 og 25 år stiger med hele 185 procent fra 71,44 kroner til 204,12 kroner.

Prisstigningen har fået tandlægeforeningen til at rase. Her kalder formanden det luskeri fra sundhedsministerens side og udtaler i en pressemeddelelse:

"Vi tager afstand fra, at patienternes egenbetaling hos tandlægen stiger igen. Brugerbetalingen er rigeligt høj i forvejen, og den rammer socialt skævt. Men dertil kommer, at ministeren forsøger at liste disse prisstigninger igennem midt i sommerferien. Det kan vi slet ikke acceptere. Og jeg kan ikke sige mig fri for at få den tanke, at Astrid Krag prøver at gennemføre prisstigningerne diskret, så der ikke rigtig er nogen, der opdager dem," siger Freddie Sloth-Lisbjerg.