Business

Er denne kæmpeis Jyllands dyreste?

Ved Vesterhavet kan du nyde en kæmpe vaffelis med 18 kugler og masser af softice og flødeboller - men er den Jyllands største?

På tv2.dk har vi i løbet af ugen set nærmere på, hvor i landet man kan få de største og dyreste isvafler. Nu er turen kommet til Jylland.

Flere læsere har skrevet til tv2.dk og fortalt, hvor i landet den dyreste og største isvaffel kan købes. Befinder man sig i det jyske, peger pilen mod Vesterhavet, hvor man hos Vejers Dropskogeri & Iscafé kan få en kæmpeis til 160 kroner.

- Det er en is med 18 kugler, tre flødeboller og softice. Den koster 160 kroner, siger indehaver Bettina Pedersen til tv2.dk.

Kæmpeisen er dermed ikke lige så dyr som "Grand Danois" i Roskilde og Holbæk eller "Apollo" på Bornholm, men til gengæld er det lidt lettere for jyder at tage en søndagstur til Vesterhavet end at tage helt til Sjælland og Bornholm.

Findes der isvafler med 30 kugler?

Det er dog ingen garanti for, at kæmpeisen fra Vejers Strand i Sydvestjylland er hele Jyllands største og dyreste is. Ejeren af iskiosken på feriestedet har hørt om større isvafler med flere kugler andre steder.

- Jeg tror, der er nogle steder, hvor du kan få 30 kugler. Jeg ved bare ikke lige hvor, men det er noget, jeg har hørt, siger Bettina Pedersen.

Det danske sommervejr har i denne uge for alvor sat gang i issalget i de danske iskiosker. Det er dog primært de noget mindre is, sulte is-elskere bruger pengene på. Salget af kæmpeisen er - ligesom i Roskilde og på Bornholm - forholdsvist beskedent.

- Den sælger vi nok to af om ugen i højsæsonen, fortæller ejeren af Vejers Dropskogeri & Iscafé.

Ved du, hvor den dyreste isvaffel sælges i din landsdel, så skriv til journalist Sune Jørgensen på sujo@tv2.dk. Send også gerne et billede af dig og isen, hvis du har været så heldig at smage den.