Business

Her får du Danmarks største is

Is-elskere i Danmark bør tage et smut forbi havnen i Roskilde, hvor de propper mere end tre liter is ned i en vaffel og sælger den med fem flødeboller og flødeskum. Pris: 250 kroner

25 kugler, en halv liter softice, fem flødeboller, flødeskum og syltetøj. I Roskilde sælger de en vaffelis, der kan slå benene væk under de største is-elskere.

For 250 kroner kan du i Havnekiosken i Roskilde købe landets største is med det muskuløse navn Grand Danois.

- Selvfølgelig er det en kæmpestor vaffel, det skal være i, siger daglig leder Aier Huang til tv2.dk.

Så mange sælger de om året

Havnekiosken har solgt den enorme isvaffel i 10 år. Dengang kostede kaloriebomben 100 kroner. Det steg senere til 200 kroner, og denne sommer koster en Grand Danois 250 kroner.

Iskiosken kan sælge op imod 100 styks om året, hvis sommervejret smelter danskernes istrang.

- Vi sælger mellem 50 og 100 om året. Hvis det er meget varmt, sælger vi 2-3 stykker om ugen, måske 3-4 stykker. Det kommer an på vejret. Hvis det er op til 30 grader, er der mange, der gerne vil have den, fortæller Aier Huang.

- Sidste år solgte jeg fem på én gang. Det var fem drenge på 13-15 år, der havde vundet en konkurrence, så deres lærer købte fem is til dem, og de spiste op, forsikrer hun.

Lavede is til Jan Gintberg

Det er selvfølgelig en større opgave at lave den store vaffelis, når de 25 kugler svarende til cirka tre liter is skal proppes ned i vaflen. Du skal dog alligevel ikke vente længe på at få den populære kæmpeis, når du bestiller den.

Vi sælger mellem 50 og 100 om året. Hvis det er meget varmt, sælger vi 2-3 stykker om ugen, måske 3-4 stykker. Det kommer an på vejret. Hvis det er op til 30 grader, er der mange, der gerne vil have den

Aier Huang

- Jeg har lavet en Grand Danios på under to minutter. Der kan sagtens være 25 kugler i, fortæller Aier Huang, som du også kan opleve på landsdækkende tv til efteråret.

- Jeg har lavet isen til Jan Gintberg, der også lavede et interview og filmede mig omkring, hvordan jeg lavede isen. Udsendelsen kommer til september, fortæller iskioskens daglige leder.

En usund oplevelse

Med så meget is og andre mindre sunde sager, er der selvfølgelig tale om en kaloriebombe uden videre.

Havnekiosken har ikke tal på, hvor mange kalorier du får i kroppen, hvis du propper hele isen i dig, men der er bestemt ikke tale om sund kost, hvis du køber den hundedyre kæmpedansker.

- Det er en usund is, men det er en oplevelse, forsikrer Aier Huang.

Flere læsere på tv2.dk har gjort opmærksom på, at man kan få en tilsvarende is på havnen i Holbæk til samme pris og med samme indhold.

Sælger din lokale iskiosk en is, der er større eller dyrere end Grand Danois i Roskilde, så skriv til journalist Sune Jørgensen på sujo@tv2.dk eller på tv2.dk's officielle Facebook-side. Fortæl også gerne, hvis du har prøvet Grand Danois i Roskilde - og giv dit bud på, om den kæmpestore is er pengene værd