Business

Charterbranche vil sortliste fordrukne turister

Norsk charterbranche ønsker at sortliste voldelige og fordrukne gæster. Danske selskaber afviser tanken

En voksende gruppe norske chartergæster giver rejseselskaberne så store problemer med druk og voldelig, ubehagelig adfærd, at branchen har mistet tålmodigheden og nu vil have mulighed for at registrere gæsterne på en sort liste.

- Det er gentagne trusler og endda vold mod rejseledere og hotelansatte. Der er vilde drukfester, skrig og skrål, nat efter nat efter nat trods advarsler.

- Det er højlydte skænderier mellem par, og de kulminerer i vold, ofte mod kvinder. Det er truende og voldelig adfærd om bord på flyet både til og tilbage fra rejsemålet, skriver Rolf Forsdahl, direktør for rejsebranchen i den norske erhvervsorganisation Virke.

Onde over for børn

I et blogindlæg beskriver han videre, at mens langt de fleste nordmænd opfører sig ordentligt på ferien, så findes en lille hård kerne af rejsende, der er ubehagelige over for guider, medrejsende og tilmed deres egne børn.

- Der er børn, ofte små børn, der skal passes af medrejsende eller rejsearrangørens folk, fordi de voksne drikker sig fulde døgnet rundt.

- De voksne vender hjem med tømmermænd, blå mærker og tom tegnebog, børnene vender hjem med traumer og ar på sjælen, skriver han på Virkes hjemmeside.

Ingen mulighed for at sortere

Ifølge Rolf Forsdahl er ballademagerne typisk stamgæster, der vender tilbage år efter år, men fordi rejserne bestilles på nettet, har selskaberne ingen mulighed for at sortere i, hvem der køber deres rejser.

Det er gentagne trusler og endda vold mod rejseledere og hotelansatte. Der er vilde drukfester, skrig og skrål, nat efter nat efter nat trods advarsler

Rolf Forsdahl, direktør for rejsebranchen

Derfor ønsker han på branchens vegne en mulighed for at registrere gæster, der tidligere har lavet ballade.

Hos Star Tour i Danmark er salgsdirektør Stig Elling ikke fortaler for et register for utilstedelige chartergæster, selvom han godt kan genkende, at der bliver lidt flere af dem.

- Men det drejer sig måske om to håndfulde sager om året. Danskerne er generelt fornuftige og rolige, og vi tager på ferie for at have det rart. Vi er meget vellidte på feriemålene, siger han.

Meget få ballademagere

Den danske rejsearrangør Scanway/Tyrkiet Eksperten kender også til problemer med ubehagelige gæster.

- Vi har over 100.000 gæster om året, så selvfølgelig er der indimellem nogen, der ikke opfører sig så pænt, ligesom der også er nogen, der ikke kan opføre sig ordentligt, når de er hjemme. Men det er meget få, siger selskabets produktchef, Iben T. Winther.

Hun afviser blankt den norske idé om at skrive en gruppe ballademagere på en sort liste.

- Det har vi jo slet ikke tradition for i Danmark, siger hun.

Mens Rolf Forsdahl ifølge Aftenposten.no mener, at der er hjemmel for et register i lovgivningen, så forholder det norske datatilsyn sig lidt mere skeptisk.