Business

Sådan blev 18-årige Rasmus millionær

Rasmus Borup Nielsen er blot 18 år, men han har allerede rundet den første million med sit firma. Hør, hvordan det gik til

Rasmus Borup Nielsen er succesfuld iværksætter, indehaver af bl.a. portalen Dealfighter.dk, millionær, ... og blot 18 år gammel.

Han har folkeskolens afgangsprøve og sammenlagt 14 dage på handelsskolen - men derudover er han autodidakt.

"Den største hemmelighed er nok, at jeg startede allerede som 10-årig og har arbejdet lige siden på mine virksomheder," svarer Rasmus Nielsen, da Morten Resen spørger, hvordan man runder den første million i så ung en alder.

"Jeg har jo allerede otte års erhvervserfaring," uddyber han.

Udover sitet Dealfighter.dk, hvor man kan købe udvalgte originalprodukter til spotpris, er Rasmus Borup Nielsen også medindehaver af handelsvirksomheden Trademen APS, der leverer varerne til Dealfighter.dk, samt af iCovers.dk, der reparerer iPhones.

Vi møder så mange unge mennesker, som vil tjene penge med det samme og lave det nye Facebook, og det lykkedes de bare aldrig med. De får en masse nederlag, og så er det det. Man skal starte i det små og være forberedt på otte års hårdt arbejde - ligesom mig.

Rasmus Borup Nielsen

Tilsammen omsætter virksomhederne for et par millioner om måneden.

Startede på bagagerumsmarked

Rasmus Borup Nielsens iværksætterkarriere startede, da han som 10-årig var med sin far på bagagerumsmarked, hvor han havde sit eget brugte legetøj med. Han endte med at sælge for 1200 kr., og så fik den unge dreng smag for forretninger.

Så i stedet for at brænde de tjente penge af på fornøjelser, indkøbte Rasmus Borup Nielsen mere brugt legetøj, og solgte det med fortjeneste på diverse bagagerumsmarkeder.

Den praksis fortsatte i nogle år, og som 14-årig solgte han for 50.000 kr. legetøj på et kræmmermarked.

Fortsætter i dag

Praksis fra dagene på de jyske kræmmermarkeder fortsætter på sin vis i dag i forretningen Dealfighter.dk.

"Vi opkøber alle mulige forskellige varer hjem i store partier - fra Fatboys til Tiger of Sweden-boxershorts - og sælger dem så videre til halv pris," fortæller Rasmus Borup Nielsen.

Det gør selvfølgelig, at avancen på de enkelte varer er meget lille, men det opvejes af, at Dealfighter sælger rigtig mange af dem.

"Drikker sig også i hegnet i weekenden"

Rasmus Borup Nielsens hverdag er noget anderledes end den typiske jævnaldrende.

"Jeg går på arbejde ved nitiden, og så har jeg fri kl. otte om aftenen," fortæller Rasmus, der udover sine virksomheder også har venner, familie og en kæreste at tage sig af.

"Men jeg drikker mig også i hegnet i weekenden," siger han, da Morten Resen sammenligner den unge iværksætters liv med en typisk 18-årigs.

Købte første bil med 100.000 nytårshatte

For et halvt års tid siden rundede Rasmus Borup Nielsen sin første indtjente million, men han har ikke frådset med pengene - og selve dagen, hvor kontoen viste syv cifre for første gang, var blot en arbejdsdag som alle andre.

"Jeg tror aldrig, det har været pengene, der har motiveret hverken mig eller mine partnere," fortæller Rasmus.

Men en ny bil er det dog blevet til. En Peugeot 207. Den er dog ikke betalt med den akkumulerede pengeformue.

"En forretningsforbindelse fortalte, at han havde hørt, jeg havde 100.000 nytårshatte liggende. Og så spurgte han, om jeg ikke ville bytte dem for den her bil. Jeg havde lige fået kørekort, så det synes jeg var helt fantastisk," fortæller Rasmus Borup Nielsen.

En forretningsforbindelse fortalte, at han havde hørt, jeg havde 100.000 nytårshatte liggende. Og så spurgte han, om jeg ikke ville bytte dem for den her bil. Jeg havde lige fået kørekort, så det synes jeg var helt fantastisk.

Rasmus Borup Nielsen

Tror, han er ældre ...

Den unge iværksætters forretningspartnere er altid en hel del ældre end ham selv, men det har sjældent været et problem for ham, at han er så ung, som han er.

"Folk skyder mig som regel til at være en del ældre. Midt i tyverne måske. Det er meget sjældent, de kan se, jeg er 18 år gammel. Men nu er der så nok mange, der finder ud af det i dag," griner Rasmus Borup Nielsen.

Start i det små

Rasmus Borup Nielsens råd til andre med en iværksætterdrøm er meget klar.

"Start i det små. Hvis jeg havde forsøgt mig med det jeg har nu fra starten af, så var det aldrig gået," siger han, og fortsætter:

"Vi møder så mange især unge iværksættere, som vil tjene penge med det samme og lave det nye Facebook, og det lykkedes de bare aldrig med. De får en masse nederlag, og så er det det. Man skal starte i det små og være forberedt på otte års hårdt arbejde - ligesom mig."