Business

Skal der stå Jens på din Cola?

Efter en gigantisk succes i Australien søsætter Coca-Cola nu deres "Share a Coke"-kampagne i Danmark, og det betyder, at din cola kan have dit navn på sig.

Næste gang du åbner køleren i supermarkedet for at hapse en colaflaske, kan det være, at dit navn står hen over flasken. I hvert fald kan der i den kommende tid stå 150 forskellige danske navne i stedet for det ellers så ikoniske Coca-Cola.

Kampagnen har tidligere kørt i Australien, hvor Coca-Cola i smug havde skiftet navnene ud, og så ellers bare ventede på, at folk selv begyndte at skrive om og dele billeder på de sociale netværk.

Ifølge Coca Cola selv er det første gang i de 125 år, som Coca-Cola har eksisteret, at de udskifter deres navn på flaskerne, og Coca-Cola Danmark håber på, at kunderne vil bruge navneflaskerne på at finde flasker med venner og families navne, og at man vil dele et øjeblik og en Coca-Cola med dem.

"Vi anvender de danske fornavne på en anderledes og social måde til at minde folk om de personer i deres liv, som de kan lide at være sammen med, som de måske har mistet kontakten til, eller som de godt kunne tænke sig at få kontakt med," udtaler landechef i Coca-Cola Danmark, Charlotte Van Burleigh.

Mærkbar effekt Downunder

Kampagnen startede med at Coca-Cola have udskiftet deres ellers ikoniske "Coca-Cola"-logo, og indsat australske navne med deres normale skrifttype. Derefter gjorde de intet, og lod australierne og de sociale medier klare resten, hvilket gik stærkt. Efterfølgende startede Coca-Cola med massiv dækning, og lavede blandt andet Facebook-afstemninger om, hvilke navne der nu skulle stå på flaskerne.

Efterfølgende kunne Coca-Cola opleve en volumenvækst på fire procent og en stigning i forbruget hos de unge på syv procent på bare tre måneder. Samtidig steg trafikken på Coca-Colas Facebook-profil med 870 procent, og PR'en har en anslået annonceværdi på omkring tre millioner kroner.

Hedder du Rudi? Det kan også komme på

I starten er det kun de 150 mest normale navne, men ligesom i Australien vil der også være mulighed for at få dit navn på. På Facebook har de lavet en særlig applikation, hvor man kan uploade ens eget og en vens navn, hvor man kan designe ens egen Coca-Cola.

Derudover sætter Coca-Cola også automater op i løbet af sommeren rundt i landet, hvor du kan få trykt en Coca-Cola dåse med dit eget navn.