Business

Krohn: Derfor stiger Brøndby-aktierne så markant

Lækager om Brøndbys overlevelse fik klubbens aktier til at stige voldsomt her fra morgenen af, og selvom lækagerne er troværdige, så er det stadig et sats, mener finansredaktør.

Brøndby har været så grueligt meget igennem og mangler mindst 60 millioner kroner, hvis klubben skal overleve. I dag kommer Brøndby med deres udmelding om, hvordan det er gået med salget af aktier, men lækager og rygter om overlevelsen for fodboldklubben har allerede fået aktierne til at stige voldsomt.

Ole Krohn, redaktør hos TV2 Finans, er ikke nødvendigvis overrasket over, at den slags oplysninger bliver lækket fra Brøndby. I almindelige aktieselskaber holdes den slags oplysninger helt tæt.

- Men Brøndby er ikke et almindeligt aktieselskab, Brøndby er en fodboldklub, og der er ofte en form for uprofessionalisme, når det gælder læk af oplysninger, og fodboldklubber er specielt slemme i den sammenhæng, siger Ole Krohn til tv2.dk.

- Når nu at redningen er en realitet, så skynder investorerne at købe ind af Brøndby-aktierne, og det er folk, som håber på en hurtig gevinst. Det er stadig en farlig aktie - der er meget stor forskel på stigningerne i aktien, og det kan sammenlignes med en lottokupon. Vi venter med spænding på Brøndbys udmelding senere på formiddagen, for at få afklaring.

Læk har troværdighed

Når investorerne tror på lækkerne, så er det fordi, at de kommer fra den inderste kreds hos Brøndby, og Ole Krohn bedømmer også, at man sagtens kan stole på kilderne.

- Det vil være en kæmpe overraskelse, hvis Brøndby nu går ud og siger, at de ikke har en økonomisk bund til at holde dem. lækkerne kommer fra forskellige kilder fra Brøndby, og alle siger, at pengene er skaffet. Derudover har næstformanden hos Brøndby, Benny Winter, været ude og omdanne en milliongæld, som klubben har til ham, om til aktier, og det er et rigtig godt tegn på bedring, siger Ole Krohn.

Der kan komme tømmermænd

Det mest spændende ved Brøndbys udtalelse i dag bliver, hvor meget de reelt har samlet ind. Brøndby er i en presset situation rent sportsligt, og er tæt på nedrykningsgrænsen, og det kan kræve op til 25 millioner ekstra som polstring mod dårlige tider, og det vurderer Ole Krohn til at være det store, usikre spørgsmål.

- Jeg vil ikke forudse, om aktierne stiger eller falder, men der kan forekomme tømmermænd, fordi Brøndbys situation statig er trykkende. Der skal sælges spillere, fyres spillere og sportssituationen skal forbedres. Det er ikke gået så godt som det burde, og det kan trykke på aktien, fortæller Ole Krohn og tilføjer, at det er fantastisk at se, at klubben højst sandsynligt har reddet sig selv.