Business

Så meget har lockouten kostet samfundet

Lærer-lockouten har berørt store dele af samfundet i flere uger og vendt op og ned på hverdagen for landets folkeskoleelever

Et rundt nul. Så konkret er meldingen fra cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank, når han skal vurdere, hvor meget lærer-lockouten rent økonomisk har påvirket samfundet.

- Der har været en meget beskeden effekt. De fleste forældre har enten kunnet bruge noget ferie, har været i stand til at trække på bedsteforældre eller er gået sammen i grupper. Produktionstabet, der har været som følge heraf, har været meget begrænset, siger Steen Bocian til tv2.dk.

- Det har ikke haft nogen samfundsøkonomisk effekt. De sparede penge, der har været i den offentlige sektor, bliver formodentlig brugt på at indhente noget af undervisningstabet eller andre steder i kommunerne. Så det er ikke noget, som vil kunne ses på bnp eller lignende, forklarer Danske Banks cheføkonom.

Indgreb ventes torsdag formiddag

Kommunerne har i løbet af konflikten sparet cirka en milliard kroner, men pengene vil formentlig blive brugt senere, vurderer Steen Bocian. Det blev de sparede penge i hvert fald fra sygeplejerske-konflikten i 2008.

De sparede penge, der har været i den offentlige sektor, bliver formodentlig brugt på at indhente noget af undervisningstabet eller andre steder i kommunerne

Steen Bocian

Det forventes torsdag formiddag, at regeringen vil præsentere et indgreb i lærerkonflikten. Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening har de seneste uger ikke kunnet nå frem til en aftale.

Ifølge TV 2s oplysninger mødtes regeringens topministre, der sidder i det magtfulde koordinationsudvalg, sent onsdag aftes for at drøfte indgrebet.