Rejse-chefer skal betale fem mio.

Rejsegarantifonden blev ført bag lyset af jagtrejsebureau, som gik konkurs, fastslår Retten i Lyngby

Fem tidligere ledere i et konkursramt jagtrejsebureau er tirsdag blevet dømt til solidarisk at betale fem millioner kroner til konkursboet.

Retten i Lyngby har udskrevet den store regning til de fem, fordi Rejsegarantifonden blev ført bag lyset af rejsebureauet i 2008.

Dengang fik Rejsegarantifonden besked om, at et andet selskab havde betalt et ansvarligt lån på fem millioner kroner til det hårdt plagede rejsebureau.

Fortsatte med tab

Oplysningen fik fonden til ikke at trække tæppet vej under bureauet. Garantien blev opretholdt, og derfor kunne driften fortsætte, selv om der var tab.

Problemet er, at lånet faktisk ikke blev udbetalt, selv om det fremgik af ledelsesberetningen.

Retten i Lyngby anslår, at det tab, som rejsebureauet er blevet påført på grund af den fejlagtige oplysning, løber op i fem millioner kroner.

Konkursboet

Bureauets tidligere ledelse på fem personer skal derfor erstatte beløbet til konkursboet.

En sjette sagsøgt leder er dog blevet frifundet, fordi han ikke har medvirket til at påføre bureauet et tab, fremgår det af dommen.

I øvrigt har retten derefter bestemt, at den ene af de fem ledere skal friholde de andre fire.

Det skyldes, at han ifølge rettens vurdering havde en positiv viden om den falske oplysning, ligesom han videregav beskeden til Rejsegarantifonden.