Business

Så meget koster en konfirmation

En konfirmationsfest med det hele koster i år lidt under 30.000 kr. - og det er faktisk noget mindre end for bare seks år siden

Gallup har undersøgt, hvor meget konfirmationer koster i år ... med det hele.

Undersøgelsen viser, at festerne i gennemsnit koster29.120 kr.

Men 43 procent af alle konfirmationsfesterne koster sammenlagt under 15.000 kr., og en fjerdedel koster over 30.000, så det er især de ret dyre konfirmationer, der trækker gennemsnittet op.

- Undersøgelsen viser både, at den generelle tendens i befolkningen med mere økonomisk mådehold og opsparing i stedet for forbrug er slået igennem på konfirmationerne også, samt at konfirmationerne stadig er en meget vigtig begivenhed for familier, fordi det er en ting, der kun sker én gang i et barns liv, siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom hos Nordea, til tv2.dk.

Limousiner ikke normen

Hun mener også, at folk måske har fået en fejlagtig opfattelse af, at forældre bruger flere og flere penge på konfirmationer, fordi de mere ekstreme tilfælde har fået meget mediedækning.

- De her eksempler med ekstravagante konfirmationer med limousinekørsel osv. har nok ikke været så repræsentative. Det er vores undersøgelse til gengæld, fortæller Ann Lehmann Erichsen.

Sparer mest på tøjet

I gennemsnit skal der 38 gæster med til en dansk konfirmation, så det er prisen med 38 kuverter, der er regnet sammen til gennemsnittet på lige under 30.000 kr.

I forhold til 2007 er det et fald i udgifterne på ca. seks procent.

Tøjbudgettet til konfirmanden er den post, der er faldet mest med 20 procent siden 2007, hvor vi kun er gået 2,5 procent tilbage på selve gaven til konfirmanden.

Der er til gengæld ikke den store forskel på, hvor meget man betaler for konfirmationer i de forkellige landsdele.

Samlet pris for konfirmationen i 2013:

18.500 kr.for festen alt inklusive for 38 gæster

3.030 kr.for tøj og sko o.lign. til hovedpersonen

2.140 kr.for tøj til resten af husstanden

23.670 kr. + 5.450 kr.i gave fra forældrene

I alt -

29.120 kr.

Kuvertprisen per gæst i regionerne:

I gennemnit: 487 kr.

Hovedstadsområdet: 513 kr.

Sjælland 535 kr.

Syddanmark 459 kr.

Midtjylland 454 kr.

Nordjylland 526 kr.