Bocian: Krise rammer dansk erhvervsliv
Det danske bruttonationalprodukt gik tilbage i 2012 - gældskrisen har fat i dansk erhvervsliv, vurderer cheføkonom
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at dansk økonomi klarede sig rigtig skidt i 2012. Det er især dansk eksport, der er ramt, fortæller Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank.
- Det indikerer, at den europæiske krise også rammer dansk erhvervsliv, og dansk erhvervsliv også er udfordret af en noget udsat konkurrenceevne, så det udstiller et af de problemer, der er i dansk økonomi, siger Steen Bocian til TV 2 Finans.
Det danske bnp gik tilbage med 0,7 procent, og det var svagere end ventet.
Gang i offentlig sektor
Der er dog også positive tendenser at spore ved offentliggørelsen af de seneste bnp-tal.
- Der er kommet lidt mere gang i den offentlige sektor. Der er ganske pæn udgiftsvækst i den offentlige sektor, og dermed er den del af økonomien begyndt at trække igen, men vi mangler at få den private sektor med, forklarer Steen Bocian.
Ifølge cheføkonomen er der ikke så meget, politikerne kan gøre. Det vigtigste er, at den samlede europæiske økonomi kommer sig oven på gældskrisen i Sydeuropa.
Vi mangler at få den private sektor med
Steen Bocian