Business

Snestorm gav vindmølle-rekord

Den kraftige blæst og de to mindre snestorme har fået vingerne på danske vindmøller til at sætte rekord

Nogle steder i landet har det rusket godt i træerne, og dele af Danmark er dækket af sne efter to mindre snestorme her i ugens start.

Den kraftige blæst har ligeledes været en af årsagerne til, at danske vindmøller mandag satte rekord, fastslår pressechef Jesper Nørskov Rasmussen fra energinet.dk

- Der kommer løbende flere og flere vindmøller. Derfor bliver der også flere møller, som kan bidrage til at slå rekord, siger Jesper Nørskov Rasmussen til tv2.dk.

Flere rekorder på vej

Mandag morgen drejede de danske vindmøller så hurtigt, at 3987 megawatt kom ind i elsystemet - og det er næsten 200 megawatt mere end den hidtidige rekord fra januar i år.

Jesper Nørskov Rasmussen forudser, at der fremover vil blive slået endnu flere rekorder for danske vindmøller.

- Frem mod 2020 skal halvdelen af al strøm komme fra vindenergi. Derfor har Folketinget besluttet at bygge nye havmølleparker på Horns Rev 3 og Kriegers Flak, samt nye, effektive møller mange andre steder - også på land. Den udbygning kan selvfølgelig mærkes i årene fremover, vurderer han.

Der kommer løbende flere og flere vindmøller. Derfor bliver der også flere møller, som kan bidrage til at slå rekord

Jesper Nørskov Rasmussen

Danmark kan i øvrigt eksportere strøm, når der er overproduktion, og importere strøm, når det ikke blæser.