Lars Larsen rig på købmandsskab
Lars Larsen er først og fremmest en god købmand - og det er det, som har gjort ham til Danmarks anden rigeste
Med en formue på over 21 milliarder kroner (ifølge Forbes.com) er Lars Larsen den anden rigeste i Danmark, kun overgået af Kjeld Kirk Kristiansen, som er Lego-arving. Hans seneste forretningssats er opkøbet af 80 procent af IDdesign, som blandt andet inkluderer møbelforretningerne Ilva og Idémøbler.
Og Lars Larsen har altid været driftig - han åbnede sin første forretning "Jysk Sengetøjslager" i Aarhus tilbage i 1979, og siden er kæden vokset enormt. I dag har Lars Larsen 2016 "JYSK"-forretninger fordelt over 34 lande.
Men hvad er det, som gør denne sindige jyde til så god en forretningsmand? Berlingskes erhvervsredaktør Jens Christian Hansen mener, at det kort og godt er klassisk jysk købmandsskab.
- Han er en god forretningsmand, fordi han tilhører en uddøende race i Danmark - han er en traditionel købmand, siger Jens Christian Hansen til tv2.dk og uddyber:
- Det lyder meget banalt, men det handler om at købe ind til en god pris og sælge til en god pris - og så handler det om at markedsføre sig selv at finde sin egen rolle i markedsføringen.
"Jeg har et godt tilbud til dig"
"Jeg har et godt tilbud til dig". Disse ord har danskerne hørt igen og igen i tv-reklamerne for JYSK. Og det er altid Lars Larsen selv, som leverer budskabet. Og ifølge Jens Christian Hansen er Lars Larsens personlige aftryk en ator del af hans succes.
- Hvis man ser på markedsføringen, som også er en del af godt købmandsskab, så kan man konstatere at det har virket lige siden Lars Larsen smed sig i dynerne på TV for første gang, fortæller han. Han mener ikke, at det er muligt at kopiere Lars Larsens personlige tilgang - men at andre forretningsfolk kan lade sig inspirere af Lars Larsens bevidsthed om sit brand.
- Lars Larsen har brugt sig selv 100 procent, og han har været tro mod sit koncept, selvom mange har forsøgt at latterliggøre ham. Han har hele tiden været tro mod sit brand - det er en konsekvent markedsføring gennem 25 år, og det er meget stærkt.
Biografi blev en fordel
Det er nok de færreste danskere, som ikke kender Lars Larsen. Og i 2004 lærte danskerne ham bedre at kende, da alle husstande i landet modtog et eksemplar af bogen 'Go'daw jeg hedder Lars Larsen - Jeg har et godt tilbud'. Biografien blev uddelt i hele 2,4 millioner eksemplarer og gav dermed alle danskere mulighed for at lære manden bag tilbuddene bedre at kende. Den lidt offensive metode ville måske ikke være et klogt valg for andre forretninger, men netop for Lars Larsen fungerede det, mener Jens Christian Hansen.
- Biografien blev en fordel, netop fordi det er Lars Larsen. For mange andre ville det blive anset som et arrogant og excentrisk træk, men for Lars Larsen var det et led i markedsføringen, fortæller han og fortsætter:
-Lars Larsen synes, at han har en god historie. Han ved godt, at bogen ikke er stor kunst, men det er en forlænget del af JYSKs salgskatalog.
Et generationsskifte
Lars Larsen er i dag 64 år, og dermed kommer et generationsskifte tættere på. Sønnen Jacob Brunsborg har givet udtryk for, at han vil være en del af JYSK Hodings fremtid. Men Jens Christian Hansen mener ikke, at Jacob Brunsborg kan eller vil overtage Lars Larsens meget personlige profil i fremtiden. Han mener, at det stadig står åbent, hvordan JYSKs fremtidige profil vil se ud.
- Lars Larsen vil nok blive som frontfigur i mange år endnu. Men de skal finde nogle, som kan føre JYSK videre efter ham. Det bliver en stor opgave, og jeg vil tro at de er i fuld gang med at udvikle et generationsskifte, afslutter han.