Business

Coop og Bilka garanterer billigere øl

Ifølge Fleggaard-direktør vil danske supermarkeder selv snuppe pengene fra afgiftssænkninger

Som vi også skrev i går på tv2.dk, har de tyske grænsebutikker langet ud efter danske købmænd for ikke at sænke priserne på øl og sodavand, selv om politikerne skulle indføre afgiftssænkninger.

I stor stil forsikrer landets købmænd dog nu, at priserne på øl og sodavand vil falde.

"Jeg vil godt garantere, at det bliver billigere at købe øl og sodavand i Coops butikker, hvis afgifterne bliver sænket," siger Lasse Bolander, der er bestyrelsesformand i Coop, til Børsen.

Ingen størrelse på prisfald

Samme melding møder man hos Dansk Supermarked, som inkluderer butikkerne Bilka, Føtex og Netto.

"Hvis man sænker afgifterne på øl og sodavand, så vil man også kunne se det på priserne i vores butikker. Det er helt sikkert," siger Henrik Kirketerp, der er direktør i Dansk Supermarked.

Hverken Coop eller Dansk Supermarked løfter dog sløret for, hvor meget priserne på øl og sodavand i så fald vil falde - og om det svarer til, hvor meget afgifterne sættes ned.

Jeg vil godt garantere, at det bliver billigere at købe øl og sodavand i Coops butikker, hvis afgifterne bliver sænket

Lasse Bolander, Coop

Slå voldsomt igennem

Hos De Samvirkende Købmænd fortæller man dog, at en halvering af afgifterne vil slå "voldsomt" igennem.

"Sker der nogle afgiftslettelser, så får forbrugerne gavn af det med det samme. Jeg kan garantere, at hvis man halverer øl- og sodavandsafgifterne, så vil det også slå voldsomt igennem på priserne," siger John Wagner, der er administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd, der er brancheorganisation for blandt andet Super Best, Spar, Kiwi og 7-Eleven.

Hvis man sænker afgifterne på øl og sodavand, så vil man også kunne se det på priserne i vores butikker. Det er helt sikkert

Henrik Kirketerp, Dansk Supermarked