SAS-konkurrent tjente halv milliard

Passagererne strømmer til Norwegian, og millionerne fosser ind i kassen.
Passagerer strømmer til Norwegian - der er en hård konkurrent til SAS. I alt 17,7 millioner passagerer fløj med selskabet i 2012 mod 15,7 millioner året før. Det er en fremgang på 13 procent.
Det norske flyselskab kom derfor flyvende ud af 2012 med et overskud før skat på, hvad der svarer til 631,5 millioner danske kroner. Omsætningen steg til 13 milliarder fra 10,5 milliarder året før - svarende til en fremgang på 22 procent.
- Vi er meget tilfredse med dette resultat, og at vi også i et svagt kvartal fik en fremgang på 200 millioner norske kroner. Belægningen holdt sig stabil i 2012, og trafikvæksten var god, siger Bjørn Kjos - der er administrerende direktør i Norwegian.
International fremgang
Selskabet forklarer fremgangen med international ekspansion. Flyselskabet har åbnet mange nye internationale ruter, og i løbet af året indfasede selskabet desuden 13 fabriksnye fly - Boeing 737-800 fly
- 2012 er et år præget af international ekspansion, og vi har haft en del nødvendige omkostninger knyttet til etableringen af nye baser i Thailand og i Spanien. Dette er opstartsomkostninger for at kunne vokse i en global branche.
- Væksten ude er også med til at sikre driften i Skandinavien og sikre vores skandinaviske arbejdspladser, siger Bjørn Kjos.
Dreamliner
Også i år vil Norwegian sætte nye fly ind i driften. Der er tale om 17 fly i alt, 14 af typen Boeing 737-700 og tre Boeing 787 Dreamliner.
- Flådefornyelsen giver Norwegian en betydelig konkurrencefordel i en situation, hvor mange flyselskaber er stærkt pressede på grund af gamle fly og høje brændstofomkostninger, siger Bjørn Kjos.
Norwegian er Skandinaviens næststørste flyselskab og det tredjestørste lavprisselskab i Europa. Selskabet flyver på 300 ruter til 114 destinationer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Selskabet beskæftiger 2500 ansatte og råder over 68 fly.