Business

Fleggaard sætter rekord

Den enorme sønderjyske købmandskoncern Fleggaard er på banen igen, denne gang med det bedste regnskab nogensinde i koncernens historie. Koncernen blev for alvor kendt i store dele af verden, da man i 2008 lancerede en række kontroversielle reklamer fyldt med afklædte kvinder.

Den familieejede Fleggaard-koncern, som danskerne især kender for grænsehandel og reklamer med afklædte kvinder, når sit bedste årsregnskab nogensinde.

Koncernen omsatte for hele 5,1 milliarder kroner i regnskabsåret 2011/2012. Det er den højeste omsætning i virksomhedens historie. Overskuddet lyder på 273 millioner kroner.

Mens Fleggaard-koncernen af danskerne er kendt for deres 17 Fleggaard- og Calle-butikker opnåede virksomheden maksimal omtale, da man tilbage i 2008 lancerede en række reklamer fyldt med afklædte og rigelige mængder kvinder.

"Den bedste reklame nogensinde"

Den kendte amerikanske blogger Michael Arrington, som af Times Magazine er udråbt som en af verdens mest indflydelsesrige personer, kaldte dengang Fleggaards reklamer for "ganske enkelt den bedste reklame, der nogensinde er lavet" og hyldede samtidig dansk frisind.

Hans læsere på bloggen var dog mere skeptiske, og Fleggaard-reklamen var genstand for flittig diskussion. I flere af kommentarerne kritiseredes Fleggaard-videoen således for at være både "sexistisk" og "hjernedød".

Uanset, så har selskabet haft enorm succes siden, og selvom vi herhjemme især kender Fleggaard for grænsehandel, så er det ikke her, der har været den største fremgang.

Stor vækst i handel med tablets

Ifølge dagbladet Børsen oplever koncernen derimod stor vækst inden for handel med tablets og pc'er på tværs af lande over hele verden.

Fleggaard-imperiet er ejet af de tre søskende Birgitte, Susanne og Ole Fleggaard.