Slutspurt: Hvem er årets økonomiske stakkel?

Så er det sidste chance, hvis du vil have indflydelse på, hvem der skal kåres som årets økonomiske stakkel. 2012 var nemlig ingen undtagelse; en række kendte danskere har for alvor været i den økonomiske vridemaskine i løbet af året. Læs om de nominerede og afgiv din stemme i boksen til højre.
Jesper "Kasi" Nielsen, Erik Damgaard, Asger Aamund og stifteren af Euroman Peter Linck. Alle har de været i økonomisk stormvejr i 2012. Men hvem er den største økonomiske stakkel af de fire nominerede. Læs om de fire herunder og afgiv din stemme i boksen til højre.
Kandidat nummer 1: Jesper "Kasi" Nielsen
I juli måtte Kasi-Jesper lade sin håndboldklub AG København gå konkurs. Konkursen blev han tvunget ud i, da skat krævede i alt 168 millioner kroner af Kasi-Jesper, hans søster og mor.
Sagen om de 168 millioner ventes at blive afgjort i landsskatteretten i løbet af 2013, og Jesper Nielsen og familien bliver derfor holdt i en økonomisk kattepine et godt stykke tid endnu.
Udover et udestående med skat, der får de flestes restskat til at blegne, er der også stor uklarhed om, hvor mange penge Jesper Nielsen kan vente at få for den earn-out-aftale, han har med smykkeselskabet Pandora. Tidligere er værdien af aftalen blevet nedskrevet fra 518 millioner kroner til 51 millioner kroner. Ifølge Ekstra Bladet vurderede det danske skattevæsen dog, at værdien af aftalen reelt kan ende med at blive lig nul. Aftalen er helt og aldeles afhængig af, hvordan salget går for Pandora på det tyske marked i 2015.
Stem på Jesper "Kasi" Nielsen, hvis du mener, han er årets økonomiske stakkel.
Kandidat nummer 2: Erik Damgaard
I juli var det slut. Erik Damgaards selskab Firkant Invest gik konkurs med en negativ egenkapital på 28,1 millioner kroner.
Og det er ikke første gang, den tidligere IT-milliardær er gået konkurs. I 2010 måtte Damgaard se et andet af sine selskaber, Porteføljeinvest, gå ned. Dengang med en negativ egenkapital på hele 400 millioner kroner.
Damgaard blev milliardær, da han tilbage i 2002 solgte IT-selskabet Navision til Microsoft, hvorefter han indledte et liv i overhalingsbanen blandt andet med Annie Fønsby, der i dag er hans ekskone.
Med vedvarende økonomiske problemer og flere konkurser er tiden med stor millionvilla i Hellerup og udsigt over Øresund dog idengrad fortid. I oktober flyttede Erik Damgaard således ind i en treværelses lejlighed på Bagsværd Hovedgade.
Stem på Erik Damgaard, hvis du mener, han er årets økonomiske stakkel.
Kandidat nummer 3: Asger Aamund
Han bor i den eksklusive del af Hellerup med kort afstand til Strandvejen og vandet. Med sin kone Susanne Bjerrehus har han desuden bolig i Cannes. Spørgsmålet er, hvor længe Aamund kan holde rigmandstilværelsen kørende.
For få år siden kunne han have solgt sine aktier i selskabet Neurosearch med en gevinst på op mod 300 millioner kroner. Asger Aamund valgte dog at beholde sine aktier i selskabet. Aktier, der i dag nærmest er værdiløse. Og netop den kendsgerning bringer egenkapitalen i Aamunds hovedselskab A.J. Aamund i et voldsomt millionminus.
"Jeg var ved at sælge mine aktier og kunne nemt have fået 250-300 millioner kroner for dem, men ledelsen i Neurosearch bad mig lade være. Det rettede jeg mig desværre efter," sagde Asger Aamund til Ekstra Bladet efter Neurosearch aflagde regnskab i august i år.
De sidste værdier for Aamund er nu bundet op på selskabet Bavarian Nordic. Men med en aktiekurs lige godt 50 kroner er disse værdier ikke nok til at bringe egenkapitalen i Aamunds hovedselskab A.J. Aamund i plus. Tværtimod er egenkapitalen i minus med mere end 60 millioner kroner.
Stem på Asger Aamund, hvis du mener, han er årets økonomiske stakkel.
Kandidat nummer 4: Peter Linck
Han blev for alvor kendt, Peter Linck, da han startede dagbladet Dagen i 2002 og gik konkurs med selvsamme dagblad efter blot 41 udgivelser. Peter Linck er også manden, der startede livsstilsmagasinet Euroman.
Men de senere år har været særdeles hårde ved "bladmageren", da han også gik konkurs med et ejendomsselskab i 2010, som han blandt andet havde opbygget med den farverige forretnings- og it-mand Erik Damgaard.
Den seneste økonomiske fiasko for Peter Linck bevæger sig dog helt ind til kernen af hans privatøkonomi. I 2012 har Peter Linck nemlig måttet se hans sommerhus gå på tvangsauktion - hele to gange.
I januar gik sommerhuset på tvangsauktion første gang. Men for at bevare huset i familiens varetægt, bød hans kone højest ved auktionen. Det var dog en særdeles stakket frist, da konen efterfølgende ikke var i stand til at betale kreditorerne deres tilgodehavende i huset. Derfor er den 170 kvadratmeter store sommerbolig nu røget på tvang for anden gang indenfor samme år. Gælden i huset lyder på 7,6 millioner kroner, hvilket er 4,5 millioner kroner mere end det, den offentlige vurdering lyder på.
Stem på Peter Linck, hvis du mener, han er årets økonomiske stakkel.