Krisen kradser også i spansk flyselskab

Det er ikke kun i SAS, at krisen kradser. Det spanske flyselskab Iberia skal igennem en større hestekur.
Det er ikke kun de ansatte i det kriseramte SAS, der skal gå ned i løn. I det spanske luftfartsselskab Iberia har ledelsen offentliggjort en restruktureringsplan, der blandt andet vil skære 4500 job væk og betyde en lønnedgang på 25 til 35 procent.
Det skriver The Daily Telegraph, ifølge Ritzau Finans.
Der er tale om en decideret restruktureringsplan der skal redde det spanske flyselskab, og det har fået fagforeningerne op af stolene.
Men allerede før forhandlingerne er begyndt, er en ordkrig brudt ud i både spanske og internationale medier.
Ødelægges af briterne
Piloternes fagforening, Sepla, har anklaget British Airways og International Airlines Group, som blev skabt ved fusionen mellem Iberia og British Airways i 2011, for at udvise åbenlys foragt for de spanske interesser.
Fagforeningen har også truet med at udfordre fusionen juridisk.
"Vi vil bryde fusionen og gå alene igen, det er den eneste måde vi kan overleve på. Vi vil ikke stå til og se Iberia blive demonteret af British Airways," siger fagforeningens leder, Justo Peral.
Iberia har taget til genmæle ved at kalde Seplas udtalelser for propaganda baseret på gentagelse af løgne, samt fastholde, at en komplet gennemgang er nødvendig, hvis flyselskabet skal blive konkurrencedygtigt igen.