Cimber: Vi deler skæbne med SAS

Det nyetablerede selskab Cimber A/S beskæftiger sig udelukkende med kontraktflyvninger for SAS.

Dermed går det også ned, hvis SAS gør det.

"Vi deler skæbne med SAS, men vi tror fuldt og fast på, at det nok skal kunne lade sig gøre at redde SAS. Hvis det ikke lykkes at få planen på plads, så har vi samme problem som SAS, når søndagen er omme," siger administrerende direktør Jacob Krogsgaard til brancesitet check-in.dk.

Cimber A/S har base i Sønderborg og blev etableret den 16. maj i år efter konkursen i Cimber Sterling. Selskabet beskæftiger i dag fem fly, der alle flyver på kontrakt for SAS.

Selskabet betjener blandt andet København-Billund-ruten.