Business

Eje eller leje: Spar 221 kroner per nat

Skal man eje, eller skal man leje? Det afhænger især af din tidshorisont, økonomi og drømme for fremtiden. Når man kommer til den slags overvejelser, kan det derfor være en rigtig god idé at starte ud med at kigge på økonomien i det at eje henholdsvis at leje en bolig, viser ny analyse fra BRFkredit.

Hvis der er tale om ejerlejlighedsmarkedet er svaret klart: Køb en bolig, hvis din økonomi er til det.

Men denne konklusion har ikke altid været så klar. Vi skal ikke længere end et par år tilbage, før det var noget billigere at leje en lejlighed frem for at investere i én. Men i takt med at renterne og boligpriserne er faldet henover de seneste fire år, er der ingen tvivl om, at der er klare økonomiske fordele ved at investere i sin egen lejlighed.

BRFkredit har regnet på, hvad det koster at leje en lejlighed i forskellige byer rundt om i Danmark og i analysen sammenlignerman også med, hvad det koster at købe en tilsvarende ejer- og andelslejlighed i de enkelte byer.

Spar 221 kroner per nat

Overordnet set viser beregningerne, at det kan betale sig at investere i en ejerlejlighed frem for at bo til leje.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

I København og på Frederiksberg kan du i gennemsnit leje en lejlighed for 403 kroner prer nat, mens du på nuværende tidspunkt kan eje en tilsvarende ejerlejlighed for 182 kroner og en andelslejlighed for 220 kroner per nat. Din nattesøvn kan altså blive op til 221 kroner billigere, hvis du køber en gennemsnitlig ejerlejlighed på 90 kvadratmeter i København eller på Frederiksberg.

Andre steder i landet er besparelsen ligeledes til at få øje på.

Spar 128 kroner per nat i Århus

I Århus sparer du 128 kroner og 84 kroner per nat, alt afhængig af om du har en ejer- eller andelslejlighed, mens du i Aalborg kan spare henholdsvis 112 kroner og 67 kroner per nat.

Resultatet må siges at være værd at tage med i sine overvejelser, når du står og skal vælge mellem at købe selv og at leje. Hvis du står og overvejer at købe en andelsbolig, bør du dog lige holde dig for øje, hvordan foreningens regnskab er skruet sammen. På den måde kan du undgå overraskelser i form af højere boligafgift som følge af rentestigningerne på de bagvedliggende lån i andelsboligforeningen. Alt i alt er der som nævnt mange faktorer, der gør, om man kan investere i en lejlighed eller leje sig ind. Herunder ens økonomiske formåen samt den tidshorisont, man har.

Beregningerne er lavet således, at det er inkluderet i omkostningerne per nat, at man afdrager på sit banklån over 10 år. Altså opspares der løbende i boligen, hvilket man ikke opnår tilsvarende i en lejebolig.

Det forbedrer casen for ejerlejligheder yderligere. Derudover er realkreditlånet valgt som afdragsfrit for stadig at kunne sammenligne det at eje kontra at leje.