Business

Derfor bliver kvinder ikke direktører

En gennemgang af de 1000 største danske virksomheder foretaget af Berlingske Business viser, at kun syv procent af topledelsen er kvinder.

Ifølge toperhvervskvinden, Lone Fønss Schrøder, kan forklaringerne blandt andet findes ved, at kvinder ikke er hårde nok, når de møder modstand.

Det skriver Berlingske Business.

"Topledelsen er øretævernes holdeplads. Det er fortoughfor mange kvinder. De tåler ikke at mærke al den modstand, de får. Forskning viser, at det betyder meget for kvinder at føle sig nyttige og at få støtte og opmuntring. Så når de føler sig misforstået og møder modstand, mister de modet og takker nej til topposter," siger Lone Fønss Schrøder til Berlingske Business.

Hun har tidligere været underdirektør i A.P. Møller - Mærsk og topchef i Wallenius Line.

3 grunde til at få kvinder i toppen

Det er dog ikke kun den gamle devise om, at der er koldt på toppen, der afskrækker kvinderne. Ifølge Lone Fønss Schrøder er der tre grundlæggende årsager til, at der er så få kvinder på direktionsgangene.

1. Der mangler social accept i Danmark af, at kvinder prioriterer karrieren frem for familien.

2. Kvinder er mere trygge ved at udfylde deres jobfunktion frem for at påtage sig et ledelsesansvar.

3. Mænd vælger mænd, når der skal vælges nye ledere til direktionsgangen.

"Jeg tror vi mangler forståelse for forskellen mellem mænd og kvinder. Forskning viser, at vi tænker forskelligt. Blodgennemstrømningen i vores hjerner er forskellig. Kvinders tankemæssige aktivitet er stor, selv når vi slapper af, for vi har behov for at tale for at stresse af," siger Lone Fønss Schrøder.

Hun peger på, at mænd og kvinders forskellige måde at tænke på betyder, at helt små situationer bliver opfattet forskelligt.

"Jeg tror, det er vigtigt at forstå disse forskelle for at forstå, hvorfor mange kvinder ikke føler sig bekvemme på ledelsesgangen eller i bestyrelseslokalet," siger Lone Fønss Schrøder.