Business

Top 10: De mest populære boliger i 2012

En villa til 22 mio. kr. ejet af en eks-baronesse på Danmarks mest mondæne vej. Det er er den sikre formel for, hvordan man trækker klik til en boligannonce.

Boligsiden Boliga har gennemgået de mest kliksugende annoncer i 2012, og Caroline Flemings luksuriøse ejendom på Hambros Allé i Hellerup snupper førstepladsen med over 38.000 visninger i løbet af året, mens andenpladsen med over 34.000 klik indtages af det 58 mio. kr. dyre palæ 'Tusculum' , som er ejet af den tidligere Nybolig-mægler Peter Norvig og hans kone Hanne Nørrisgaard.

De to millionvillaer på første- og andenpladsen har dog haft adskillige måneder til at få opmærksomhed fra Boliga-brugerne, hvorimod listens tredjeplads, Danmarks dyreste lejlighed, blot har været 20 dage på markedet, men allerede har høstet over 27.000 besøg.

Top 10 over de mest besøgte boliger på Boliga i 2012:

10. Skodsborg Strandvej 288, Skodsborg

Den tidligere fodboldspiller Brian Laudrup har i over et år forsøgt at afsætte sin villa på Skodsborg Strandvej nord for København.

Prisen er faldet med 10 procent, men endnu har nogen været villig til at betale de 13 mio. kr., udbudsprisen lyder på.

I 2012 har boligannoncen indtil videre fået over 13.000 besøg.

9. Dyrehavevej 35, Klampenborg

Eks-cykelrytteren og galleriejeren Jens Veggerby satte i januar sit 214 kvadratmeter store rækkehus i Klampenborg til salg for 12,9 mio. kr., og selvom annoncen har trukket over 13.000 besøg, har der ikke været bid endnu.

Der er ellers både privat tagterrasse, to havestykker, syv værelser og en kælder på 107 kvadratmeter.

8. Frederiksberggade 25C 2. th, København K

Bjørn Lomborg, verdenskendt klimaskeptiker, har god plads til store armbevægelser i sin lejlighed på 250 kvadratmeter i det indre København.

Alligevel har han valgt at sætte boligen til salg for den nette sum af 6,7 mio. kr.

Indtil videre har ca. 13.300 nysgerrige sjæle kigget på annoncen.

7. Vedbæk Strandvej 434, Vedbæk

Kronprins Frederiks bedste ven, Jeppe Handwerk, er en holden mand, og nogle af de penge, han har tjent via sin entreprenørvirksomhed Copenhagen Group, har han valgt at investere i en luksusvilla på strandvejen.

Skulle man være interesseret i palæet, hvis annonce hidtil har scoret knap 16.000 klik, skal man finde 45 mio. kr. på budgetkontoen.

6. Wernesvej 15, Charlottenlund

Skuespillerparret Axel Strøbye og Hanne Borchsenius boede gennem 28 år i denne imponerende ejendom i Charlottenlund.

Strøbye døde i 2005 og Borchsenius i marts i år, og nogle måneder senere valgte boet at sætte den 307 kvadratmeter store bolig til salg.

Prisen er faldet med en mio. kr., og villaen koster nu 12 mio. kr.

Næsten 22.000 Boliga-brugere har været et smut forbi.

5. Taarbæk Strandvej 24, Klampenborg

En anden af Kronprins Frederiks nære venner, it-millionæren Peter Warnøe, satte i 2011 sin enorme villa på Taarbæk Strandvej til salg for 77,9 mio. kr..

Huset på 540 kvadratmeter, der ligger på den rigtige side af strandvejen, var dengang og er stadig den dyrest udbudte villa på det danske boligmarked.

Ca. 22.000 brugere har klikket sig ind på annoncen.

4. Juelsvej 5, Klint

Dirch Passer er stadig et trækplaster den dag i dag. Over en halv million danskere var inde og så portrætfilmen 'Dirch', da den gik i biografen, og tæt på 23.000 brugere har klikket sig ind på hans tidligere sommerhus i nordvestsjælland.

Dirch Passer stod selv for opførelsen af sommerhuset, der er på 281 kvadratmeter og blandt andet kan byde på en næsten 5.000 kvadratmeter stor grund, der grænser op til Kattegat.

Prisen er otte mio. kr..

3. Amagertorv 2, 4., København K.

Danmarks dyreste lejlighed og den dyrest udbudte lejlighed i København nogensinde.

Det er en kombination, der trækker brugere til.

Indtil videre har over 27.000 brugere taget et kig på annoncen for den 211 kvadratmeter store lejlighed med en imponerende privat tagterrasse.

Prisen er sat til 23 mio. kr.

2. Nybrovej 375, Lyngby

Har dit hus et navn? Formentlig ikke, men det har huset på Nybrovej 375, der er ejet af den tidligere Nybolig-mægler Peter Norvig og hans kone Hanne Nørrisgaard.

Pragtejendommen ud til Bagsværd Sø hedder 'Tusculum' og er blandt landets allerdyreste huse.

Norvig og Nørrisgaard forsøgte sig først med en pris på 68 mio. kr., da de satte boligen til salg i maj, men nu har de barberet 10 mio. kr. af prisen for at lokke købere til.

Antallet af brugere, der har klikket på annoncen, nærmer sig 35.000.

1. Hambros Alle 4, Hellerup

Eks-baronesse Caroline Fleming gav 26,5 mio. kr. for sit hus på den fashionable Hambros Allé, da hun købte det i 2008, men nu forlanger hun 'blot' 22 mio. kr. for herligheden efter at have justeret prisen tre mio. kr. nedad.

Pengene giver adgang til ni værelser og et samlet areal på 261 kvm.

Over 38.000 Boliga-brugere har besøgt annoncen.

Se de mest populære boligannoncer i din region og på landsplan via link oppe til højre i artiklen.