Tjek din kommune og spar mange penge

Selvom det på papiret kan se ud som om, at du kan spare store summer på huskøbet i visse kommuner, så forholder det sig ikke altid sådan. Der kan være penge at spare bare ved at bevæge sig over grænsen til den næste kommune.

Forskellen i skatteprocenter fra kommune til kommune betyder, at huset på landet ikke nødvendigvis er det billigste valg. Det viser ny analyse fra Nykredt.

"Hvis ikke man er meget omhyggelig og holder øje med en detalje som kommuneskatten, kan man komme til at sidde med en dårlig overraskelse på for eksempel op mod 800 kroner om måneden, og det er da en del penge i en almindelig husholdning," siger forbrugerøkonom i Nykredit, Johan Juul-Jensen.

Regn kommuneskat med i budgettet

En sammenligning i analysen viser, at et hus til 2,5 millioner kroner i henholdsvis Silkeborg og Aarhus Kommune giver en årlig udgift til huset i Aarhus der er 7,034 kroner lavere end i Silkeborg.

"Nu kan alle jo ikke bo i Gentofte Kommune nord for København med en kommuneskat på 22,8 procent. Men kigger man på bolig og ikke lige har låst sig på en bestemt by, så vil jeg anbefale, at man husker at tjekke kommuneskatten og regne den ind i budgettet," siger Johan Juul-Jensen.

Kortdata er leveret i samarbejde med Søren Johannessen -­ microformats.dk.