Business

Så langt kører nye biler i snit på literen

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at de nye biler, private husholdninger købte i 2012, i gennemsnit kører 21,3 kilometer per liter brændstof

Det er 1,2 kilometer længere end de biler, vi købte i første halvår af 2011.

Også erhvervsbilerne kører længere nu end tidligere - 20,9 km/literen, hvilket er én kilometer længere end sidste år.

Danmarks Statistik mener selv, at det er stigende brændstofpriser kombineret med strammere økonomiske vilkår for mange danske familier samt bedre teknik i bilerne, der er årsagen til vores øgede hang til brændstoføkonomiske biler.

Diesel kører stadig længst

De nye dieselbiler kører 22,7 km pr. liter, hvilket er 0,8 km eller 3,7 procent længere end i første halvår af 2011. De privates dieselbiler er steget fra 22,8 til 23,9 km/liter, mens erhvervenes er steget fra 21,4 til 22,1 km/liter.

Og selvom afstanden mellem de to brændstoftyper er mindsket de senere år, så er det stadig længere på liter i snit end for benzinbilerne.

De kører nu i snit 20 km/literen, hvilket er en 7,4 procent stigning fra sidste år. Men det er især fordi, danskerne køber så enormt mange benzindrevne men meget økonomiske minibiler, at afstanden mellem diesel og benzin er snævret ind. Benzinbilerne er således blevet 52 kilo lettere på bare et år, mens dieselbilerne kun er blevet 2 kilo lettere.

Så der skal stadig bruges 3,29 liter diesel for at flytte en dieselbil på 1 ton 100 km mod 5,08 liter benzin til samme.