Business

Fandt 4.000 kr. i automat - og fik en bøde

En 59-årig kvinde fra Stevns må først have følt sig umådeligt heldig og derefter ualmindeligt uheldig

Det skriver DAGBLADET Køge.

Den 7. december sidste år er kvinden taget til hæveautomaten ud for Jyske Bank ved Fændediget i Køge, her finder hun ifølge Retten i Roskilde 4000 herreløse kroner - som retten finder det bevist, at hun har taget. Og herefter hæver hun selv penge.

De 4.000 kroner har muligvis lunet godt i julemåneden, men kvinden er nu blevet dømt for "ulovlig omgang med hittegods".

Det har resulteret i, at hun som straf skal betale seks gange 600 kroner. Derudover skal hun betale sagens omkostninger, ligesom hun skal betale de 4.000 kroner til den rette ejermand.

Nægter sig skyldig

Den 59-årige har nægtet sig skyldig i anklagen, ligesom hun har bestridt erstatningspligten og erstatningskravets størrelse.

Retten i Roskilde har dog begrundet sin dom med, at det fremgår af videovervågningen fra banken og oplysninger fra PBS fra hæveautomaten, at den forrige kunde hævede 4.000 kroner på sit hævekort, men at pengene ikke blev taget.

Pengene blev først taget, da den 59-årige kom til automaten cirka 15 minutter senere. Og automaten registrerede, at pengene blev taget 10 sekunder før, den 59-årige satte sig hævekort i.

Hittegods:

Straffelovens §277 omhandler Ulovlig omgang med hittegods og siger:

For ulovlig omgang med hittegods straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding tilegner sig en fremmed rørlig ting, som ikke er i nogens varetægt, eller som ved ejerens forglemmelse eller på lignende tilfældig måde er kommet i gerningsmandens varetægt.

Kilde: Retsinformation