Business

Mor og far ordner skatten

De unge ved for lidt om skattespørgsmål. Måske fordi de får for meget hjælp fra deres forældre

Skat og banker rykker i stigende omgang ud til skoler og erhvervsuddannelser for at undervise eleverne i skattespørgsmål. Det beretter Politiken i dag.

Forbrugerøkonom hos Nordea, Ann Lehman Erichsen, fortæller til tv2.dk, at de unge generelt har for store mangler i deres viden om egne skatteforhold, og at det kan risikere at koste dem dyrt.

"Fx kommer mange unge studerende med studiejobs til at bruge deres personfradrag to gange, og bliver så overraskede over at få et skattesmæk året efter. Det er måske kun på 10.000 kroner, men som studerende er det også mange penge," fortæller hun.

34 procent aner det ikke

I en undersøgelse fra i år gennemført af TNS Gallup for Nordea kan man læse, at 25 procent af danskerne aldrig ved, om de skal have penge tilbage eller om de skylder i skat, når resultatet af årsopgørelsen falder.

Men blandt de 18 til 25-årige er det hele 34 procent, som ikke ved det, og det er 32 procent blandt de 26 til 39-årige. Blandt de helt unge er der desuden 13 procent, som svarer 'Ved ikke' på spørgsmålet 'Bliver du ofte overrasket over resultatet af din årsopgørelse'.

Mor og far hjælper (for) meget

Nordea har også undersøgt, hvem folk i forskellige aldersgrupper rådfører sig med i skattespørgsmål.

Det offentlige lever digitalt i en 1.0-verden, hvor vi andre efterhånden er nået til 3.0. Skat har fx ingen app´s, selvom det er noget de fleste unge er helt fortrolige med.

Ann Lehman Erichsen, forbrugerøkonom hos Nordea

Og som man kan se på grafen for neden, er det for 69 procent af de 18 til 25-årige forældrene, der står øverst på listen.

"Helt op til 30-års alderen er det især forældrene, vi spørger til råds om skattteforhold. Og det burde måske være hos Skat selv, man søgte information," fortæller Ann Lehman Erichsen.

Ifølge hende er problemet ofte, at forældrene simpelthen bare laver børnenes skattesager i stedet for at forklare dem grundigt, hvordan de unge selv kan gøre det en anden gang.

Ingen skatte-app´s

Én af grundende til, at især unge henvender sig til både forældre, ægtefæller, internettet og andre familiemedlemmer og venner før de henvender sig med skattespørgsmål til skattemyndighederne er ifølge Ann Lehman Erichsen, at de offentlige myndigheder tit ikke giver en optimal og brugervenlig service.

"Fordi Skat ikke har nogen konkurrenter, er serviceniveauet måske ikke helt i top. På deres hjemmeside er der enormt mange informationer - nok også for mange - og de ligger lag på lag, og er ikke så overskuelige," fortæller hun, og fortsætter:

"Det offentlige lever digitalt i en 1.0-verden, hvor vi andre efterhånden er nået til 3.0. Skat har fx ingen app´s, selvom det er noget de fleste unge er helt fortrolige med."

"Førhen kunne vi ikke komme udenom Skat. Vi fik tilsendt et brev, og skulle så udfylde en selvangivelse, som vi skulle ned på posthuset med. Med digitaliseringen er skatten på én måde kommet meget tættere på, fordi man meget nemmere kan ændre i sine forhold hjemme på computeren - men det er også kommet længere væk, fordi det er én selv, der har initiativpligten," slutter Ann Lehman Erichsen.