Business

Aktiechef: Sådan vinder du aktiespillet

Hvis du går efter at vinde aktiespillet, så bør du smide al normal investerings-fornuft til side, påpeger investeringschef.

TV 2s Aktiespil 2012 er i gang.

Det er spillet, der giver dig chancen for - uden at sætte rigtige penge på spil - at få 250.000 fiktive kroner til at vokse mest muligt ved at købe og sælge aktier og investeringsforeninger.

Det er en ufarlig måde at handle aktier på, hvor du ikke risikerer noget. Til gengæld kan du vinde lækre præmier, hvis du klarer dig godt.

Se hvordan du melder dig til ved at følge det øverste link i boksen herover.

Går du efter at vinde TV 2's aktiespil skal du kaste al den sunde fornuft til side, som du normalt praktiserer, når du investerer. Sådan lyder rådet fra investeringschef hos Dansk Formue- og Investeringspleje Johnny Madsen.

"I et aktiespil fungerer det ikke at investere fornuftigt. Da skal du bare droppe din sunde fornuft og køre med maks risiko. I aktiespillet gælder det kun om at slutte helt oppe i toppen af konkurrencen, hvor der er præmier at hente. Og det kan man kun, hvis man tager maksimal risiko.

Johnny Madsen understreger, at strategien i et aktiespil bør være den helt modsatte af, hvad man normalt praktiserer, når man investerer for rigtige penge.

Normalt helt anderledes strategi

"Normalt forsøger vi at gøre det lidt bedre end markedet, mens vi forsøger at undgå at tage for stor risiko i enkelte selskaber," siger Johnny Madsen og fortsætter:

"Men i aktiespillet er der flere tusinde deltagere, så hvis du laver et fornuftigt afkast kommer du ikke til at ligge i toppen. Og hvis du går efter præmierne, så er det jo fuldstændig ligegyldigt om du bliver nummer 50 eller nummer 25.000. Da er det kun den absolutte top, der gælder.

For at øge risikoen i din portefølje i aktiespillet, peger han på to metoder.

Sådan maksimerer du din risiko

For det første skal du satse på så få aktier som muligt og så håbe på, at der kommer en god nyhed for det selskab.

"Og så skal du hoppe ud og ind ad aktierne så hyppigt som muligt. Det kan være, du skal købe lige inden et regnskab, og så håbe, at der kommer noget godt i regnskabsmeddelelsen," siger han og understreger så:

"Der er altså tale om den diametralt modsatte strategi i forhold til det, vi normalt praktiserer.