Business

Ringo Starr er verdens rigeste trommeslager

Hverken Foo Fighters, Metallica eller The Rolling Stones kan følge med trommeslageren fra The Beatles

En formue på 300 millioner dollars, cirka 1,8 milliarder kroner, sender Ringo Starr til tops på listen over verdens rigeste trommeslagere.

Den tidligere Beatles-musiker overhaler både Phil Collins og Dave Grohl i en opgørelse fra hjemmesiden Celebritynetworth.com.

Karrieren i Genesis og en årrække som solist har indbragt Collins en formue på 250 millioner dollars, rundt regnet 1,5 milliarder kroner, der rækker til andenpladsen, mens Grohl er nummer tre.

Lars Ulrich på femtepladsen

Den tidligere Nirvana-trommeslager er god for 225 millioner dollars eller 1,35 milliarder kroner.

Celebritynetworth placerer The Eagles-trommeslageren Don Henley som nummer fire og Metallicas danske grydebanker Lars Ulrich som nummer fem.

På hjemmesidens top 10 ses desuden Charlie Watts fra The Rolling Stones og U2's trommeslager Larry Mullen, Roger Taylor fra Queen, Joey Kramer fra Aerosmith og Red Hot Chili Peppers-trommeslageren Chad smith.