Kasi-eventyr tager familien med ned

Også Jesper Nielsens mor og søsters økonomi bliver ramt af Jesper Nielsens store problemer
Storinvestor Jesper Nielsens økonomiske vanskeligheder kostede tirsdag AG København livet, men også hans mor og søster ser ud til at være hårdt pressede i den tidligere bestyrelsesformands forretningsimperium. Det skriver Børsen.
Avisen har gennemgået regnskaberne fra hans søster, Annette Laustrup Nielsen, og hans mor, Dorthe Nielsen, og det viser, at de har trukket cirka 17,5 millioner kroner ud i udbytte til sig selv fra deres egne selskaber.
Mens problemerne i AG København er blevet værre, er alle andre værdier næsten forsvundet.
Ingen personlig konkurs
Jesper Nielsens søster og mor ejer til sammen halvdelen af selskabet Dojadean. Det er dog ikke til at sige præcist endnu, hvor slemt det står til i selskabet.
"Dojadean er i problemer, men det er uklart, hvor store problemerne er. Nu vurderes de til at have en værdi på nul kroner, men vi ved ikke, om selskabet er insolvent," siger statsautoriseret revisor Alfred Grinderslev fra Grinderslev Management til Børsen.
Ifølge Børsen er der noget, der tyder på, at familien ikke selv er i fare for at gå konkurs. De tre familiemedlemmer kan formentlig ikke gøres økonomisk ansvarlige for problemerne.