Business

Top 10: Kendte danske konkurser

AG København er begæret konkurs, og selv om sportsklubben ikke er blandt Danmarks største virksomheder, er det allerede en af de mest omtalte konkurser i nyere tid.

Klubben har begæret sig selv konkurs, bekræfter Sø- og Handelsretten i København over for TV 2.

AG Københavns fremtid har længe været usikker, efter at bestyrelsesformand og storinvestor Jesper "Kasi" Nielsen tidligere på måneden forlod projektet. Mandag valgte klubbens administrerende direktør, Søren Colding, at forlade sin stilling.

Finans.tv2.dk har kigget på nogle af de mest kendte konkurser i Danmark siden 1980'erne. Jens Christian Hansen, erhvervskommentator på Berlingske Tidende, giver sit bud på de 10 mest kendte og dramatiske konkurser i Danmark siden 1980'erne:

1. B&W - Burmeister og Wains Maskin- og Skibsbyggeri

B&W-s historie strækker sig helt tilbage til den holstenske snedker Hans Heinrich Baumgartens etablering af et værksted i Købenahvn i 1843, men skibsværftet tog for alvor fart, da C. F. Tietgen overtog bestyrelsesformandsposten og omgjorde selskabet til et aktiesleskab i 1872.

Værftet var i næsten et helt århundrede selve symbolet på den organiserede københavnske arbejder, og det var derfor et chok i Danmark og især i København, da B&W gik endeligt konkurs i 1996.

"Det markerede begyndelsen på en helt ny æra herhjemme. B&W-arbejderne havde fået tilkæmpet sig de høje lønninger, og da så konkurrencen fra skibsværfter i Kina og Sydkorea begyndte at dukke op, kunne dette københavnerklenodie ikke følge med. Det er samme historie som med Lindøværftet, som Maersk så bare nåede at nedlægge, før det gik galt," forklarer Jens Christian Hansen.

2. Hafnia Holding

Forsikringsgiganten Hafnia blev stiftet helt tilbage i 1872, og blev op igennem det 20. århundrede til konglomeratet Hafnia Holding, med mange forskellige virksomheder under sig.

I starten af halvfemserne indgav koncernen dårlige årsregnskaber, og selskabet gik konkurs 10. maj 1993.

Men pga. de enormt mange - og enormt store - aktører i den meget betændte konkurs, så blev konkursboet først endelig afsluttet i november 2003.

"Det var én af de mest dramatiske og største konkurser i Danmark nogensinde pga. selve omfanget af konkursen og alle de involverede, men også fordi sagen endte i Højesteret," Siger Berlingskes erhvervskommentator.

3. Roskilde Bank

Banken fra 1884, som var inspirationen bag den fiktive Korsbæk Bank i Lise Nørgaards 'Matador', ophørte med at eksistere i 2008.

"En lang række banker er reelt gået konkurs ovenpå finanskrisen, også selvom de på papiret er blevet overtaget af Finansiel Stabilitet eller i det her tilfælde af Nationalbanken. Men Roskilde Bank var den første af de helt store, som bukkede under," fortæller Jens Christian Hansen.

4. Amager Bank

Amager Bank var Danmarks tiendestørste - lige efter Roskilde Bank - og den blev overtaget af Finansiel Stabilitet i februar 2011.

"Amager Banks krak var vigtigt, fordi det fik folk - også fra udlandet - til at blive skeptiske overfor den danske bankmodel. De første to bankpakker havde gjort, at ingen indskydere havde tabt penge ved de bankkrak, der kom ovenpå finanskrisen men kun aktionærerne. Med bankpakke 3 ville man normalisere bankverdenen, så indskydere nu også kunne miste penge. Godt nok kun dem der havde over 750.000 kr. i banken, men stadig nok til at mange almindelige mennesker pludselig kunne mærke, at det kunne få konsekvenser at vælge den forkerte bank," forklarer Jens Christian Hansen.

5. Århus Flydedok

Århus Flydedok var et værft, der var startet i 1913, og som på mange måder var Århus´ svar på B&W-værftet i København.

Det gik konkurs i 1999 af samme årsager som B&W, og konkursen påførte Århus et lignende chok.

6. Sterling Airways

Flyselskaber med Sterling-navnet har nu tre gange gået konkurs i Danmark - og hver gang har det været et chok for offentligheden. Senest gik Cimber Sterling konkurs i foråret 2012.

7. Det danske Stålvalseværk

Etableret i 1940 og allerede i 1945 producerede værket mere profilstål, end Danmark importerede.

Selskabet gik konkurs i 2002, hvorved mere end 1000 ansatte mistede deres arbejde. Sidenhen er produktionen i Frederiksværk dog blevet genoptaget under navnet DanSteel A/S.

8. Bodilsen A/S

En fabrikant af møbler fra Nykøbing Mors, der var stiftet i 1972, og som gik i betalingsstandsning i 2009, hvorved 400 medarbejdere mistede dees job.

Det var én af de største produktionsvirksomheder, der måtte lade livet ovenpå finanskrisen.

9. Dancall Radio A/S

I 1980'erne var den lille by Pandrup i Vendsyssel centrum for dansk mobiltelefon-industri med firmaet Dancall A/S.

Dancall blev dog hurtigt overtaget af en lang række større teleselskaber fra udlandet i en serie af ejerskaber lige efter hinanden, og produktionen rykkede til udlandet i 2004. I 2008 gik firmaet så endelig konkurs.

10. Totempo A/S

I 2004 besluttede Folketinget at liberalisere markedet for bilsyn, hvor Statens Bilinspektion før havde haft monopol.

Hurtigt derefter begyndte autoservice-virksomheden Totempo at markedsføre sig meget aggressivt, og overtage den ene bilinspektion efter den anden, men metoderne var ikke altid lige efter bogen, og selskabet blev erklæret konkurs i 2009. I marts 2012 blev de to direktører for hhv. Totempo A/S og S. Trading Aps sigtet for groft bedrageri.