Superrige skjuler 128.000 milliarder

Ifølge ny undersøgelse bliver 128.000.000.000.000 danske kroner gemt væk for skattemyndighederne
Nogle af verdens absolut rigeste har tilsammen enorme beløb placeret i lande, hvor skattefar ikke har mulighed for at blande sig.
Ifølge en ny britisk undersøgelse drejer det sig om 128.000.000.000.000 danske kroner - eller mere mundret 128.000 milliarder kroner. Det skriver den britiske avis The Observer.
Det kolossale beløb svarer til USA's og Japans samlede bruttonationalprodukt.
Måske 195.000 milliarder
"De tabte skatteindtægter, som fremgår af vores vurderinger, er enorme. De er store nok til at gøre en betydelig forskel i mange landes finanser," siger økonom James Henry, der har været med til at udarbejde undersøgelsen, til BBC.
James Henry understreger, at der er tale om en konstruktiv vurdering, og at pengene, der er gemt af vejen i skattely, kan være endnu højere - måske op til 195.000 milliarder kroner.
Skatteekspert og regeringsrådgiver John Whiting er dog mere skeptisk over for tallene. Han mener, at skattemyndighederne gør en del for at fange sådan nogle skattesnydere.
"Jeg kan ikke modbevise tallene, men de virker svimlende," siger han til BBC.